Hvor
meget motion skal en Border Collie have?
En god gåtur hver dag (helst et sted hvor den kan gå uden
snor) af en times varighed bør være Border Colliens ret,
men derudover behøver den ikke meget motion. Til gengæld
skal den have mulighed for at bruge hovedet - HVER DAG!
Kræver pelsen meget pleje?
Nej egentlig ikke. En langhåret Border Collie skal børstes
igennem ca. en gang om ugen og ind imellem skal du klippe pelsen under
poterne, op til den første trædepude på forbenene,
på haserne og evt. ved ørerne. I fældnings-perioden
kan du minske mængden af hår på gulv og møbler,
ved at børste den oftere.
Hvad skal jeg være opmærksom på, når jeg
kigger efter hvalp?
Først og fremmest skal du kigge på begge forældre.
De giver et godt billede af hvordan deres hvalpe bliver som voksne.
Hvis ikke du kan lide forældrene, så lad være med
at købe hvalpen. Vær især opmærksom på
forældrenes temperament. En Border Collie må hverken være
sky eller aggressiv. Til gengæld skal den være energisk
og aktiv. Du kan ikke forvente at hvalpenes mor "ligner en million".
Det tærer på tæven at have hvalpe, men hun skal stadig
være glad, åben og imødekommende.
En hvalp fra en god opdrætter vil strutte af sundhed, den har
klare øjne og ren, blød pels. Hvalpene skal være
trygge ved mennesker og søge kontakt. Du bør sikre dig,
at de er godt socialiserede og vant til lyde og mennesker.
Er der nogen arvelige sygdomme, jeg skal være opmærksom
på?
For at man må avle på en Border Collie, skal den være
HD fri. Dvs. at den skal have HD status A eller
B. Ligeledes skal begge forældre være øjenspejlede
og fundet fri for arvelige øjensygdomme. Du bør sikre
dig, at din hvalp er øjenspejlet i alderen 6 - 8 uger. I den
alder kan man nemlig opdage øjensygdommen CEA.
Senere risikere man, at symptomerne forsvinder i en periode, for derefter
at dukke op igen. Hvis en hvalp har CEA vokser den ikke fra det. Har
den det imidlertid ikke i 6 - 8 ugers alderen, så kommer det heller
ikke senere!
Er det ellers en sund race?
Ja det er det! Man siger for sjov, at "Border Collier bliver
ikke syge, de bliver skadede" og det er der noget om. Det er sjældent,
at en Border Collie bliver syg, men deres høje aktivitetsniveau
medfører ind imellem mere eller mindre alvorlige skader f.eks.
sår på hornhinden (fordi de løber ind i en gren med
så høj fart, at de glemmer at lukke øjnene) eller
på trædepuder eller forskellige former for halthed. Det
er heldigvis sjældent, at det går alvorlig galt, men med
den fart en aktiv Border Collie har på, kan det gå rigtig
galt. I de 5 år jeg har haft Border Collie, har jeg haft 2 alvorlige
skader - en hund har revet tungen ud og en har revet korsbåndet
i knæet over.
Hvilken stamtavle skal min hund have?
Lad dig ikke friste af avisannoncer, der reklamere med "fine engelske
Border Collie hvalpe af bedste afstamning". Hvis hvalpene var så
fine og deres afstamning så god, så ville de ikke være
til salg i en tilfældig avis. Var det tilfældet, ville de
være revet væk af seriøse opdrættere! Køber
du hund efter sådan en annonce er der stor riskiko for, at du
både støtter hundehandel og får en Border-Collie-agtig
hund, der ikke er egnet til andet end at bo i en hundegård og
arbejde 16 timer om dagen. Det er desværre ikke ualmindeligt at
smarte forretningsfolk importere hele kuld af Border Collier og sælger
videre i Danmark. De køber hundene meget billigt af engelske/skotske/irske
bønder/fåreavlere og det er ofte de hunde, der ikke er
gode nok til at blive solgt i hjemlandet. I Danmark er racen imidlertid
ved at blive meget populær og mange falder for, at det er hunde,
der er importeret fra racens hjemland, derfor er de lette af afsætte
med en god fortjeneste.
Sørg for, at den hvalp du køber er stambogsført
i DANSK
KENNEL KLUB!
Er der nogen bestemte hunde, der er gode at kigge efter i stamtavlen,
når man leder efter hvalp?
Ikke engang kongerigets bedste afstamning kan sikre, at en hvalpe
vokser op og bliver en smuk, arbejdsivrig Border Collie. Køb
derfor ikke din hund efter stamtavlen alene. Det er vigtigere at du
synes om hvalpen end at du synes om dens forfædre. Når det
er sagt, så er der da naturligvis hunde, der er værd at
holde øje med i stamtavlen, men hvilke hunde det er, er der nok
lige så mange meninger om, som der er Border Collie ejere. Mine
favoritter kan ses på siden "Bemærkelsesværdige
Border Collier".
Når en Border Collie er så intelligent, må den
da være nem at træne?
Ja, det skulle man tro. Og hvis man ved hvad man gør, er det
også en fornøjelse at arbejde med en Border Collie. Til
gengæld lærer den det forkerte lige så let som den
lærer det rigtige, så når du får din første
Border Collie, er det en rigtig god ide at melde dig til træning
i Border Collie Klubben, også selv om du har trænet andre
racer før. Border Collien er en speciel race, med nogen meget
stærke instinkter, som selv den dygtigste hundefører har
brug for at lære at tackle.
Hvilke aktiviteter kan jeg dyrke med min Border Collie?
Kun fantasien sætter grænser for hvad Border Collier
kan lære. De elsker aktiviteter som hyrdearbejde, agility, lydighed,
spor eller flyball. Mange udstiller deres Border Collier eller deltager
i nogen af Border Collie Klubbens mere sociale arrangementer f.eks.
natløb eller skovture.
Hvad kan de ellers bruges til?
Jeg har hørt om Border Collier, der finder druknede mennesker
på bunden af dybe søer, eller jager fugle væk fra
start- og landingbaner på store lufthavne, så ikke fuglene
kommer inde i flyenes motore og ødelægger dem. De kan trænes
op til narkohunde, bombehunde, ID hunde, førerhunde, terapihunde,
handicaphunde og meget mere. Som sagt: kun fantasien sætter grænser!