I Bremen med 7 hunde
Af Emmy M. Simonsen, efter inspiration fra Lis Hedegaard :-)

I sommeren 2004 var jeg i Tyskland sammen med Lis Hedegaard. Jeg havde mine 5 hunde (4 Border Collier og en Collie) og Lis havde sine 2 Border Collier med. Vi boede hos Anke Schubert i Holtrup ca. 1 times kørsel fra Bremen, så vi besluttede at bruge den ene dag på at pakke alle vores hunde i bilen og køre til Bremen på storby-sightseeing.

Vi parkerede bilen i "Altstadt" - den gamle bydel og fortsatte til fods.
Vi kvajede os lidt, for i stedet for at bruge trappen, ville vi tage elevatoren ned til gade-plan. Vi vidste ellers at min hund Whisper ikke kan fordrage at køre i elevator - han bliver bange, når gulvet pludselig kører ned under fødderne på ham. Og i øvrigt er det ikke let at få 7 hunde mast ind i en lille elevator, uden at få klemt en hale i døren. Det lykkedes, men det havde nok været noget nemmere at tage trappen. Det tænkte vi imidlertid ikke på før vi skulle tilbage til bilen. -Men vi tog trappen op, da det var tid til, at vi skulle hjem!
Jeg er vant til at have mine 5 hunde med i byen i Sorø, hvor jeg bor. Og folk i Sorø er vant til at se mig med så mange hunde. Sådan er det ikke i Bremen. Folk stirrede! og man kunne se på deres læber at de talte: "eins -zwei - drei - vier - fünf - sechs - siben"... Vi blev stoppet utallige gange, for at forklare, at det var Border Collier og at vi har dem fordi vi træner med dem og er bidt af hundesport. Mange spurgte om vi solgte af dem, men det gjorde vi selvfølgelig ikke.


Lis med vores 7 hunde på et torv i Bremen

Bremen er en smuk by og den bliver endnu smukkere, når man pryder den med 6 Border Collier og en Collie, så det gjorde vi. Vi tog utallige billeder foran Bremens kendte bygninger og skulpturere - foran det gamle rådhus, foran "Bremer Stadtmusikanten", i Böttcherstrasse og foran floden Weser. Folk var imponerede og forundrede, når vi gav vores hunde besked på at blive siddende eller liggende foran en eller anden seværdighed og de faktisk blev der, men vi tog billedet.


Vores 7 hunde foran det gamle Rådhus

På vores vej gennem byen, var der hele tiden en eller anden, der tog billeder af vores hunde. En japansk turist gik dog lidt længere end det. Han stoppede os og spurgte, om han måtte tage et billede af os og hundene sammen med hans søn og hustru. Hvem kan sige nej til det?! -Så vi poserede - en smule pinligt berørte - sammen med en køn lille japansk kvinde og hendes tykke baby. Så nu sidder vi i et japansk familiealbum.

Hundene i den berømte, gamle håndværkergade Böttcherstrasse.
Til højre ses Hazy "i kamp" med en vild pander :-)

Ved frokost-tid fandt vi et sted, hvor vi kunne sidde ude foran en restaurant og spise. Vi bad hundene lægge sig - og det gjorde de - så bordet var fuldstændig indkranset af sovende hunde.


Spisetid!
Bemærk de to mænd bagved, der følger interesserede med...

sMens vi ventede på maden måtte vi igen og igen forklare forbipasserende, at det var Border Collier og at vi træner med dem. En radio-vært ville have os med i sit radio-program, så han blev godt skuffet, da han fandt ud af, at vi kun talte engelsk og dansk - det ville hans lyttere ikke forstå.


Hundene ved floden Weser

Jeg har aldrig talt med så mange fremmede mennesker på en bytur. Men alle var meget venlige og meget interesserede. Vi mødte ingen sure miner eller folk der synes at det var for meget. Og der er rigeligt med seværdigheder, man kan se i Bremen, selv om man har hunde med og derfor ikke kan gå ind på museer og i kirker. Så hvis I kommer til Tyskland, kan jeg anbefale et besøg i Bremen. -Også selv om I har 7 hunde med!


Bremer Stadtmusikanten