Kære dagbog…

Dagbog fra 5 border collie freaks ferie i England

Af Emmy M. Simonsen

D. 9.-12. marts 2000 dannede National Exhibition Center i Birmingham rammerne om dette års mest fantastiske hundeshow CRUFTS. Mere end 20.000 hunde var tilmeldt de forskellige discipliner inden for hundesporten. Lone Thyrsgård, Johanna Allanach, Susanne Prier Hansen, Louise Schmidt og jeg selv rejste over for at se dette imponerende show. Lone, Susanne, Johanna og jeg rejst d. 5/3. Louise kunne ikke få ferie hele ugen, så hun kom d. 8/3 om aftenen. D. 9/3 om morgenen fik vi desuden selskab af 2 amerikanske border collie entusiaster Betty og Joan.

Dette er vores dagbog fra turen.

Søndag d. 5/3-2000

Dagen i dag startede med lydighedstræning på border collie klubbens træningsplads i Sorø. Jeg skulle undervise 3 hold. Efter træningen tog mine hundepassere mine 3 hunde med sig, så da jeg kom hjem, var huset meget tomt: ingen trippende poter og ingen slup'ren i vandskålen. Det havde jeg dog dårligt tid til at bemærke. Jeg lå vandret for at pakke kuffert, gøre rent og maile de sidste formaninger til hundepasserne. Kl. 17 rullede chaufføren (en ven, der havde tilbudt at køre for os) ind i indkørslen – kufferter og div. håndbagage-effekter ud i bilen – tjekke pas, fly billetter og penge for 120. gang og  så afsted. Endelig på vej til England!

Vi kørte ud til Lone, der stod parat og ventede. Pas, penge og billetter blev tjekket igen (for 121. gang) og så videre til Ringsted for at samle Susanne op. Det obligatoriske tjek blev foretaget inden vi fortsatte mod Søborg, hvor det faktisk lykkedes os at finde Laugårds Allé og Johannas lejlighed. Johanna havde bagt kage og hun serverede varm kakao med fluffer. Fluffer er en slags flydende Marshmallows, som hun havde købt i USA. Det kan puttes i kakao, på kage eller hvor man ellers normalt ville bruge flødeskum. Det minder mest af alt om det skum man kan få oven på gammeldags isvafler. Susanne og jeg gik helt amok. Først drak vi kakao med fluffer, så spiste vi fluffer med M&M’s oven på og bagefter kage med fluffer og M&M’s. De andre syntes vist, at vi var en smule ulækre. Nu er det tid til at gå i seng. Vækkeuret ringer tidligt i morgen. Så skal vi for alvor afsted.

Mandag d. 6/3-2000

Hvordan kan det være, at vækkeure altid ringer lige præcis i det sekund, hvor det endelig lykkes at falde i søvn? Vi har praktisk talt ikke sovet i nat! Den dobbeltseng Lone og jeg har delt, knirkede bare man rokkede med storetåen. –Og hvis armen kom en smule uden for dynen, ramte den det kolde metal og så fløj man op med et sæt, hvilket resulterede i et knirk fra sengen, der kunne vække hele Lauggårds Allé.

Forestil jer en morgen, hvor 4 mennesker i løbet af  ca. 45 minutter skal i brusebad på et badeværelse på størrelse med et klædeskab. Susanne og jeg var klar til at spise fluffer til morgenmad, men på en eller anden måde endte vi med et stykke toastbrød med ost. Så ud af døren og ned til den ventende taxa.

Efter næsten at være faret vild i Kastrup endte vi faktisk i det rigtige fly, der viste sig ikke at være ret meget større end Johannas badeværelse. Vores håndbagage havde de mål, som det måtte have, men da flyet var meget lille, kunne vi ikke have det hele. Derfor blev Lones taske (der bl.a. indeholdte vores værtindegaver; porcelæns platter med border collier på) skilt fra og sat oppe ved stewardesserne. Ingen i hele flyet var i tvivl om, at tasken indeholdte noget, der kunne gå i stykker, for Lone overvågede den nøje og kom med opmuntrende tilråb til den stakkels stewardesse, der forsøgte at finde en plads til den: ”Nu taber du den ikke vel?”…..

På trods af flyets størrelse ankom vi sikkert til Birmingham lufthavn. Vi fik vores bagage og skulle hen for at hente den lejede bil. Nu var situationen imidlertid den, at Johanna ikke kunne huske hvilket firma hun havde bestilt bil hos og der er ret mange biludlejningsfirmaer i Birmingham. Lad mig gøre en lang historie kort ved blot at sige, at vi havde været i England i ca. 1½ time, da vi endelig kunne forlade lufthavnen i vores 7 personers mini-bus.

Der er ca. 40 km. fra Birmingham til Brinklow, hvor vi skulle bo, men vi lagde vejen forbi Rugby, så det var sidst på eftermiddagen, da vi ankom til Acorn House Kennels, hvor kennel Bessamour v. Valerie Rothlisberger-Jones har til huse. Valerie har været så gæstfri at inviterer 7 gæster til at bo hos sig i forbindelse med Crufts Dog Show – vi er 4 af dem. Vi fik en hjertelig velkomst af Valerie og hendes 9 pragtfulde border collier. Vi fik anvist vores værelser og da vi havde pakket ud blev vi placeret i sofaen og Mary Rays nye video ”Heelwork to music Marys way” blev sat på. Mens vi sad og beundrede en af Englands absolut dygtigste hundeførere, lavede Valerie mad. Trætte og mætte er vi nu på vej i seng.

Valeries sort/hvide tæve "Hope" (Bessamour Wish Upon a Star) og hendes blue merle m. tan hanhund "Digger" (Bessamour Digger).

Tirsdag d. 7/3-2000

Vi har sovet som sten i nat. Morgenbadet var en oplevelse. Enten var vandet brandvarmt eller iskoldt. De fleste af os valgte et hurtigt koldt bad. Da vi kom ned i køkkenet blev vi mødt af et overdådigt morgenbord. Valerie ristede toast, men hun blev vist overrasket over vores appetit og ret hurtigt fik Johanna lov til at overtage erhvervet. Det var dog ingen succes, det lykkedes hende at sætte røgalarmen i gang.

Efter maden skulle vi ud og se Valeries ”bording kennel” (hunde pension). Valerie gik i forvejen og ved lågen ind til pensionen mumlede hun et eller andet, der endte med: ”Wait!” og så gik hun. Lydige som vi er, blev vi stående og ventede. 10 Minutter gik der før hun undrende kom tilbage for at høre, om ikke vi skulle se kennelen. Vi forklarede hende, at vi jo ventede som hun havde bedt os om. Det viste sig ikke at være os, men hendes hunde hun havde bedt om at vente. Hun morede sig gevaldigt over, at vi stod og ventede som veltrænede border collier.

Kl. 11 skulle vi besøge Sheena og Bruce Kilsby, der opdrætter border collier under kennelnavnet Whenway. Også her blev vi meget gæstfrit modtaget. De viste os deres hunde, der alle var velplejede, tillidsfuld og meget smukke. Vi så bl.a. Polly (Ma Biche of Whenway), som er den eneste hund nogensinde, der er blevet optaget i ISDS registeret, uden at være født ind i det. Vi så også Grey (Cories Ashayer), der er mor til en af Johannas hunde (Whenway Smokey Joe ”Foggy”) og Jim (Whenway Royal Highlander), der allerede har en imponerende udstillings karriere bag sig. Endelig kom det store øjeblik hvor Blue (Clan-Abby Blue Aberdoon) blev ført ind i rummet. Det kan sammenlignes med en pressekonference, hvor en berømt filmstjerne træder ind. Blitzene glimtede og videokameraet rullede. Blue er en af Englands mest kendte hanhunde. Han har vundet en bunke og han er far til mere end 90 kuld hvalpe. Mange af disse hvalpe er af rigtig høj kvalitet og flere har opnået championat. Han er bedstefar eller oldefar til mange danske border collier. Han er nu 13 år gammel, men stadig i fin form og elsker at lege med bolde eller bide i folks sko.

Bruce Kilsby med "Jim" (Whenway Royal Highlander).

På vej hjem fra Whenway inviterede vi Valerie til middag på en rigtig engelsk pub. Hun tog tilgengæld os med til en enorm discount dyrehandel, hvor man kunne købe ALT tilbehør til hunde og andre dyr. Vi gik helt amok og tømte praktisk talt hylderne uden tanke for, at det hele faktisk skal kunne være i vores kufferter, når vi skal hjem.

I aften har vi været i Rugby for at se Mary Ray undervise sin ”Puppy Class”. Hun havde egentlig aflyst træningen pga. Crufts, men da hun hørte at vi ville komme og se dem træne, ringede hun til sine elever og bad dem komme alligevel. Det er vi taknemlige for, for det var virkelig en oplevelse. Vi så en 5 mdr.’s blue merle hvalp, gå en lineføring/fri ved fod, der kunne gøre en dansk elite hund misundelig! Hundene på holdet var generelt utrolig dygtige. De trænede ikke meget anderledes end os, men alle eleverne på holdet var meget ambitiøse og alle arbejdede hårdt både til træning og hjemme. Mary stod hele timen med en cigaret i munden og når hendes elever lavede noget mindre godt (der var ingen der lavede noget, der kunne kaldes dårligt) kaldte hun dem de værste skældsord.  Johanna og jeg (der normalt underviser på BCKs træningsplads i Sorø) overvejer om vi skal tage lignende metoder i brug…

Onsdag d. 8/3-2000

Vi har sovet længe i dag. I løbet af formiddagen pakkede vi bilen og kørt til Birmingham for at lege turister. Turen ind til byen tog ca. 35 min. Vi gik rundt i byen og så bl.a. det enorme shopping center ”Pallasades”, hvor vi gik amok over alle de smukke border collie figurer man kunne få alle vegne. Desværre kostede de en formue (mellem 40 og 250 £). Vi er jo slet ikke vant til, at man kan købe hundefigurer i almindelige forretninger, men border collien er så almindelig og elsket en race i England, at man ser den allevegne.

Da vi blev trætte af storbyen fandt vi (med lidt besvær) bilen og satte krus mod Brinklow – troede vi. Turen hjem gik over Stratfort, Coventry, Stratfort (igen) og Rugby og den varede ca. 4 timer! Mere behøver jeg vist ikke at sige om vores stedsans…..

Vi havde planlagt at hvile et par timer inden vi skulle hente Louise, men vi nåede kun lige hjem, så skulle vi igen afsted til Birmingham, denne gang til lufthavnen. I ankomst hallen stod allerede flere forretningsfolk og ventede på deres forretningsforbindelser. De havde alle små skilte i hånden med navn på den person de ventede på. Det ville vi naturligvis ikke stå tilbage for, så vi tryllede hurtigt nogen skilte frem, som der stod Louise på. Jeg tror nok, at Louise syntes, at vi var en anelse tåbelige, men skidt med det. Vi havde det sjovt.

Da vi kom hjem, ventede Valerie med varm mad. Vi skal tidligt i seng, for vi har en lang dag i morgen.

Valeries smukke trefarvede tæve "Maid" (Bessamour Extravagant Gal).

Torsdag d. 9/3-2000

Tidligt op og afsted til Crufts. På vejen skulle vi hente Betty og Joan i lufthavnen. Deres fly var imidlertid forsinket, så Johanna satte os af ved NEC (National Exhibition Center) og kørte selv videre til lufthavnen. Vi startede med at finde Special Event ringen (en ring, hvor der hele dagen er alverdens opvisninger i alt lige fra hyrdehunde til førerhunde), hvor Mary Ray skulle lave en af sine fantastiske opvisninger i Heelwork to music. Hun og border collien Quincy gik til et nummer fra Fantasia ”The sorcerer and her apprentice”. Da musikken stoppede havde jeg en klump i halsen og tåre i øjnene. Jeg har set flere af hendes opvisninger på video, men det var noget helt andet at være der selv. Det kan slet ikke beskrives, så jeg vil lade være med at forsøge. Jeg vil blot konstatere, at selv om jeg ikke havde oplevet andet end denne opvisning, havde det stadig været hele turen værd.

Mary Ray og Quincy i special event ringen.

Efter opvisningen gik vi rundt og så på de utallige stande, hvor man kan købe ALT (!!!) hvad der har med hunde at gøre. I begyndelsen råbte vi begejstret hver gang vi så noget med en border collie på, men efterhånden vænnede vi os til, at man på hver eneste stand kunne finde border collie ting og så slappede vi en smule af. En af de mest populære stande var BORDER COLLIE TRUST, hvor man kun kunne købe border collie ting. Her kunne man finde ure, tasker, notesblokke, telefonkort, bluser, figurer og alt muligt andet med border collie motiver på. Her lagde vi rigtig mange penge.

Kl. 12 lavede Mary endnu en heelwork opvisning. Denne gang var det med border collien Kissy og til nummeret ”Pick a pocket” fra Oliver Twist. Hun lavede opvisningen sammen med en 11 årig pige og hendes border collie. Pigen skulle forestille Oliver og Mary skulle være skurken, der skulle lære Oliver at være lommetyv. En del af opvisningen var, at hundene skulle løbe hen og stjæle en klud ud af lommen på en person, der stod i hjørnet. Kluden afleverede de siddende på bagbenene med forpoterne oppe foran snuden. Det var virkelig sødt og den lille pige gjorde det rigtig flot. Mary var lige så imponerende som altid.

"Pick a pocket" - hundene aflevere byttet hos deres førere.

Vi havde egentlig billetter til lydighedskonkurrencen i store ring. Lone, Louise og Johanna så vist også noget af det, men Susanne og jeg var alt for stressede over alle de hundeting og opvisninger, til at vi kunne sidde stille, så vi så ca. 1½ lydighedshund, så var vi nødt til at rejse os og kigge videre på alt det, der var at se.

Om aftenen havde vi billetter til ”Bedst i gruppen bedømmelserne” i store ring. Kl. ca. 20 forlod vi NEC – meget trætte!

Fredag d. 10/3-2000

I dag delte vi os i to grupper. Susanne, Louise og jeg ville gerne til Crufts, så Johanna og Lone kørte os til NEC og satte os af. Selv kørte de, Betty og Joan til Rugby for at handle og ud for at se to blå/hvide border collie hvalpe.

Louise, Susanne og jeg tilbragte dagen med at købe ind og se forskellige opvisninger i Special Event ringen. Jeg så bl.a. hørehunde (hunde der er trænet til at gøre døve mennesker opmærksom på forskellige lyde), førerhunde, politihunde, hyrdehunde, agility, flyball, jagthunde og handicaphunde. Desuden så jeg Marys opvisninger 3 gange.

Hyrdehundeopvisning i special event ringen.

Da vi kom hjem var maden klar. Menuen stod på Kidney Pie = nyre tærte. DET KAN IKKE ANBEFALES!!!!! Høflige som vi var spiste vi det, men jeg drak ca. ½ glas saftevand til hver mundfuld. Valerie må have troet, at jeg var ualmindelig dehydreret. Det er virkelig det værste jeg nogensinde har spist!

Lørdag d. 11/3-2000

I dag var det border collie dag på Crufts, så vi kom tidligt for at få en siddeplads ved ringsiden og for at købe ind ved klub-standen. Den engelske Border Collie Klub havde nemlig en stand med, hvor de solgte billige BC ting.

Red merle Deirris Eternal Flame fotograferet på Crufts.

Over 300 border collier var tilmeldt og de blev bedømt af  Mr. & Mrs. Kilsby fra Whenway kennel. Valerie skulle udstille sin blue merle hanhund Digger (Bessamour Digger) og sin meget smukke trefarvede tæve Maid (Bessamour Extravagant Gal). Digger røg ud i første runde, men Maid blev 5. vinder i sin klasse (ud af 20 hunde).

Bedst i racen blev hanhunden Dykebar Brigadoon.

Undervej i bedømmelserne forlod vi border collie ringen for at foretage de sidste indkøb. Det var virkelig en udfordring. Der har været mange mennesker torsdag og fredag, men i dag har det været ekstremt. Det var umuligt at komme frem nogen steder. Alle stande var proppet med mennesker og alle gange var ufremkommelige. Man kunne godt regne med at bruge mindst tre kvarter på at komme fra den ene ende af NEC til den anden (de andre dage tog det max. et kvarter).

Vi havde billetter til ”Bedst i gruppen” i store ring. Først så vi working group, så kom der en opvisning med de to hunde, der havde vundet lydighedskonkurrencen og endelig kom pastoral group, hvor border collien høre hjemme. Gruppe dommeren Liz Cartledge startede med at vælge 6 hunde ud. Border collien var med blandt disse. Derefter palcerede hun flg. hunde: Gruppevinder: Bearded collie. 2. vinder: Corgi. 3. vinder: Samoyede. -Og til vores store begejstring - 4. vinder: Border collie.

Dykebar Brigadoone.

På vejen tilbage til Brinklow skulle vi besøge Ann Amos (kennel Cories – hun dømte søndagens udstilling ved årsstævnet i 1999). Ann havde givet os en kørselsvejledning, der så ud til at være meget præcis og let at følge. Det viste sig imidlertid, at Ann ikke rigtigt kunne huske vejnavnene. Vi blev ledt på de vildeste afveje og det tog en evighed at finde det. Vi havde aftalt at købe Fish & Chips med til aftensmad, så da vi endelig kom frem blev vi mødt af en flok meget sultne border collie venner. Ann havde 3 tyske gæster boende, så vi spiste en hyggelig international (tyskere, englændere, danskere og amerikanere) middag sammen. Bagefter gik vi ud for at se hendes hunde og nogen små flaskelam. Det var utrolig hyggeligt og Anns hunde var dejlige. Det var en rigtig god afslutning på en lang dag.

Søndag d. 12/3-2000

I dag orkede vi bare ikke mere Crufts. I stedet kørte vi ud og så Stratfort-upon-Avon - Shakspeares fødeby. Den var meget præget af turister, men bortset fra det, var det en virkelig charmerende og smuk lille by. Vi fandt en lille krystal forretning, der solgte skærebrædder med BC motiver. Det købte flere af os.

I Stratfort-upon-Avon gik vi en tur på "Sheep Street" - som border collie ejere er vi vilde med alt, der har med får at gøre, så det begejstrede os meget :-)

Om eftermiddagen besøgte vi to kenneler. Først Bridacre kennel, der havde 2 hvalpe efter Bridacre Juliet og Whenway Decorated Hero (der er efter Royal Highlander, som vi så hos Whenway). De var virkelig dejlige de to hvalpe. Vi var parat til at putte dem i lommen og tage dem med hjem til Danmark som håndbagage*.

Senere besøgte vi Caristan kennel (v/ Carolyn Ward, der dømte BC om lørdagen ved årsstævnet 1999). Hun havde utrolig mange hunde fordelt i forskellige hundegårde. Generelt har englænderne hunde på en anden måde, end vi er vant til, men dette sted var alligevel det, der lå længst fra danske forhold. Positivt var det dog, at hendes hvalpekuld med 6 hvalpe gik inde i huset og virkede ret godt præget.

Caristan Moet Chandon

Mandag d. 13/3-2000

Johanna og Susanne stod tidligt op for at køre Betty og Joan til lufthavnen. De skulle være der ved 8-tiden.

Vores fly lettede først kl. 13, men vi skulle aflevere bilen kl. ca. 11.30. Derfor tog vi afsked med Valerie ved 10 tiden. Vi kørte til et supermarked for at bruge vores sidste mønter. Susanne og Louise ville købe spiritus med hjem til kæresterne, men det var lettere sagt end gjort. Ekspedienten troede ikke på at de var over 18 år (Louise er 22 og Susanne er 27), så de skulle bruge legitimation. Louise havde ikke noget med ind i butikken, men Susanne havde sit kørekort. Derfor kunne Susanne få lov til at købe det (den ene flaske for Louises penge), men hun skulle selv bære det ud af butikken – hun måtte ikke give Louise hendes flaske, før de kom udenfor.

Vi kørte til lufthavnen, afleverede bilen og checkede ind. Louise har åbenbart set ualmindelig suspekt ud i dag, for endnu engang blev hun stoppet. Hun blev kropsvisiteret og hendes taske blev gennemlyst en ekstra gang, før vi fik lov til at gå igennem. Efter 1½ times ventetid kom vi ud i et fly på størrelse med en skotøjsæske. Vi lettede til tiden og præcis kl. 16.01 landede vi i Kastrup Lufthavn. Trætte og med den vildeste hjemve (vi savnede vores hunde), men mange minder og oplevelser rigere.

*) En måned efter vores hjemkomst, importerede Emmy faktisk en af de to hvalpe til Danmark. Hanhunden Bridacre Wisp ankom til Kastrup Lufthavn d. 7/4-00.