Crufts 2002
Af Emmy Marie Simonsen

Det eneste virkelige problem med Crufts er, at har man først været der en gang, så vil man altid ønske at vende tilbage. Jeg var der første gang i 2000, i 2001 blev det udsat pga. mund og klov sygen, men i år fik jeg igen lov til at opleve verdens største hundeudstilling, der hvert år i marts løber af staben i National Exhibition Center i Birmingham, England.
I år fulgtes jeg med min veninde Johanna (Bluewyle Border Collies) og hendes arbejdskollega Mette. Johanna er lige så vild med Border Collier som jeg, men Mette ikke har noget særligt med hunde at gøre, ud over at familien ejer en gammel hønsehund.
Dette er vores dagbog fra turen.

Mandag d. 4.3.02.
Jeg har været på arbejde til midnat i går, men alligevel måtte jeg tidligt op. Jeg skulle til dyrlæge med Johannas Border Collie tæve Whizz (Pikkupaimenen Chocolate Shake) og med min egen Whisper (Bridacre Wisp). De skulle have lavet sundheds attester kl. 8, således at de kan komme ind i England i morgen kl. 8. Den er først gyldig til indrejse 24 timer efter, at den er skrevet. Dyrlægen havde ikke rigtigt styr på hvilket loppemiddel englænderne godkender, så det tog næsten to timer med at ringe til ministerier osv. Det endte med, at hundene blev behandlet med to midler og at vi fik to sundhedsattester, så vi var helgarderet ved grænsen.
Da jeg kom hjem stod den på rengøring og en lang gåtur med hundene. Kl. 20 kom hundepasserne, der skal passe de 4 hunde, der ikke skal med til England og kl. 21.30 kom Johanna, der havde været på arbejde og derfor ikke kunne tage af sted før. Vi pakkede alt vores bagage, 2 hunde og 3 mennesker ind i den lille røde Suzuki på størrelse med en tændstikæske og så af sted.
3 minutter senere holdt vi vores første pause! -Men det var nu bare for at hente vores aftensmad hos det lokale pizzeria. 3 kolde pita brød, der burde have været varme! Klokken er nu tæt på 24 og vi kører med fuld fart ned gennem Jylland med kurs mod den tyske grænse.

Tirsdag d. 5.3.02.
Puha - lang dag! Vi har kørt hele natten. Chaufføren (skiftevis Johanna eller jeg - Mette har ikke kørekort) havde rimeligt plads, men den der sad på passagersædet havde bagage stablet op mellem benene og kunne praktisk talt ikke bevæge sig. Værre så det ud for Mette, der sad på bagsædet med en mur af bagage stablet op på sædet ved siden af sig. Hun sad i en stilling, der ville gøre et slange menneske ved et indisk cirkus grøn af misundelse. Hundene sad i bagagerummet og havde rigeligt plads.
Vi kørte hele natten. Mette sov, men Johanna og jeg var vågne og da vi begge havde haft travle dage, begyndte trætheden at melde sig. Kl. 5 gav vi op. Vi kørte ind på en rasteplads 30 km. før Köln og sov en time. Bagefter gik vi en lille tur med hundene og lidt over 6 kørte vi videre - lige ud i den köln'ske myldretid! De næste 10 km. tog 2 timer at køre (gennemsnits hastighed: 5 km. i timen). Vi bandede og svovlede, for vi havde reserveret en færge fra Calais kl. 12 og den kunne vi ikke nå med det tempo. Efter ca. 1 time kom vi til at køre bag en bil hvis nummerplade sagde alt. De 4 bogstaver forrest på nummerpladen dannede ordet SURT!

Endelig ankom vi 2 timer for sent til Calais. Turen gennem Holland, Belgien og Frankrig var gået smertefrit. Vi havde været inde på en tank og ringet til Seafrance, som vi skulle sejle med, så de vidste, at vi ville være sent på den. Det mest nervepirrende øjeblik på vejen til England er grænsen mellem Frankrig og England, hvor hundenes papirer skal kontrolleres og det mindste fejlplacerede komma kan betyde, at hundene ikke kommer ind i England. Ingen problemer! Papirerne blev accepteret og vi kunne køre om bord på færgen. Vi var både trætte og sultne, så pausen på færgen var tiltrængt.
I England overtog Johanna chauffør jobbet alene. Hun var den eneste, der havde lyst til at køre i venstre side af vejen. -Og det gjorde hun til bravur. Hun snoede sig ind og ud af de utallige rundkørsler, som om hun aldrig havde lavet andet. Det hjalp dog alt sammen ingen ting. Vi for vild og turen fra Dover til Pulborough, der skulle have taget ca. 2 timer at køre, endte med at vare ca. 4 timer. Da vi endelig ankom var klokken 18. Vi havde forventet ankomst kl. 13! Vi blev modtaget af Dennis og Bernadette, som vi skulle overnatte hos denne første nat. Dennis og Bernadette er amerikanere, men Dennis skal arbejde i England i 3 år. Bernadette har sheltier - 3 zobel tæver Joy, Pax og Jordan og den trefarvede hanhund Monty. De er alle dejlige hunde med skønt temperament.
Det var ved at blive mørkt, men da hundene havde siddet i en varm, trang bil hele dagen, ville vi gerne have dem ud. Derfor tog Bernadette og hendes søster Terry, der i anledning af Crufts var kommet på besøg fra USA, os med til en stor indhegnet mark, hvor hundene kunne ræse af.
Da vi kom tilbage, havde Dennis sørget for at reservere bord på den lokale pub, så vi fik et hurtigt bad og kørte så af sted for at få noget at spise.
Klokken er nu mange og jeg er på vej i seng. Efter middagen sad vi og så video fra VM i agility. Det var meget interessant, men til sidst kunne vi ikke holde øjnene åbne længere, så vi sagde godnat.

Onsdag d. 6.3.02.
Tidligt op! Ikke meget søvn! Men alligevel var vi forbavsende friske og klar til en ny dags oplevelser. Sammen med Bernadette og Terry skulle vi af sted mod Rugby, hvor vi skal overnatte i forbindelse med Crufts. Undervejs havde vi planlagt at se nogen seværdigheder og besøge et par kenneler.
Da vi skulle køre var bilen underlig. Det var som om speederen sad fast, så bilen kørte af sig selv. Johanna og Bernadette gik ind for at finde en mekaniker. De ringede til Dennis, der var på arbejde, for at spørge hvor det nærmest værksted var. To minutter senere stod Dennis hjemme i indkørslen. Han kiggede ned i motoren, sprøjtede noget olie hist og her og vupti, så var bilen helbredt.

Warwick Castle

Alt forløb problemfri og vi ankom til Warwick Castle uden flere stop. Warwick Castle er det Dennis betegner som "The Disneyland of Castles". Det er et gammelt, smukt Engelsk slot, med voldgrav og hvad der ellers høre til, men inde i slottet er der lavet udstillinger med voksdukker (fremstillet af Madam Tussauds voksmuseum), der illustrere livet på slottet fra ca. 1200 til 1800 tallet. Der var alt lige fra en totur kælder over til spøgelses tårnet og videre til 1900 tallets fine selskaber. Det var en oplevelse, der kan anbefales.

Johanna og Terry afprøver middelalderhjelme på Warwick Castle

Turen gik videre til Stratford-upon-Avon, Shakespeares fødeby. Her gik vi en tur og så byen. Vi gik amok i Crystal Shop, der havde en masse Border Collie ting på tilbud.
Næste stop var Measham, hvor Whispers opdrættere Maureen og Derek Briddon, Kennel Bridacre bor. Da vi kom ind i stuen og så ud af vinduet kunne vi se Whispers mor Julie, der gik ude i gården. Hun hoppede begejstret rundt og det var præcist som at se Whisper hoppe rundt. Maureen havde lovet at have the og sandwich til os. Det viste sig, at være et overdådigt bord med alverdens lækre retter og kager. Vi havde ikke spist ordentligt mad hele dagen, så vi var henrykte og spiste til vi var ved at revne. Mens vi spiste beundrede vi Maureen og Dereks flotte Border Collie figurer og billederne på væggen og Maureen fortalte om deres hunde og deres opdræt. Maureen og Derek har ikke set Whisper siden han for to år siden kom til Danmark (som 12 ugers hvalp) og det var tydeligt, at de var glade for at se hvordan han har udviklet sig. Han gør absolut deres opdræt ære, så det var et varmt gensyn. Bagefter gik vi ud for at hilse på hundene. Julie (Bridacre Julie) havde lige været i løbetid og er parret med GBCH Whenway Royal Highlander. Whispers oldemor Shipelle Silk Stockings at Bridacre er nu 16 år gammel, men i god form og hun kan stadig svæve hen over jorden i bevægelse.

Maureen sammen med Whisper og hans mor Bridacre Juliet

Næste stop var Kennel Littlethorn (Bob og Allison Tunnicliff), der har brugt min hanhunde Robbie (Whenway Decorated Hero) i avlen og som har beholdt to af hans hvalpe: Littlethorn Xsara og Littlethorn Continental. Først blev vi præsenteret for to unghunde Littlethorn Kia og Littlethorn Gallaxy. De er begge efter Littlethorn Xsara og dermed Robbies børnebørn. De var smukke, velbyggede hunde med godt temperament. Så kom deres mor (Littlethorn Xsara). Hun var en mørk tæve, godt sat sammen og med et herligt temperament.

Littlethorn Xsara - Robbies datter

Næste hund var Xsaras mor Littlethorn Elegance, der netop er blevet engelsk udstillings Champion. Så fik vi lov til at møde en af kennelens gamle stamtæver Bridacre Guilietta. Endelig kom kennelens stolthed Littlethorn Continental. Han er en af Englands meget vindende hanhunde og da vi så ham forstod vi hvorfor. Han er en rigtig velbygget Border Collie med udstråling og personlighed.

Robbies søn Littlethorn Continental giver Bernadette et slik på næsen

Efter en hyggelig aften tog vi afsked og satte kurs mod Rugby. Det blev til en lille ufrivillig nat-sightseeing i Robin Hoods Nottingham, inden vi endelig kom på rette kurs og fandt Travel Louge i Rugby. Vi fik pakket hunde og bagage ud af bilen og skyndte os op i bad. Selv om klokken nærmede sig midnat var vores program endnu ikke overstået. I England har en del supermarkeder åben 24 timer i døgnet hele ugen. Vi havde derfor besluttet, at vi ville prøve at "midnight shoppe". Klokken 23.45 forlod vi hotellet og ved midnats tid trådte vi ind i Tesco i Rugby, et supermarked på størrelse med de største danske BILKA'er. Vi brugte 5 kvarter på at kigge alle hylder igennem, købe mad til at tage med til Crufts og underholde gnavne, ildelugtende ekspedienter, der ønskede at vi ville skrubbe af, så de kunne få butikken for sig selv. Vi var de eneste kunder, men der var en del ansatte, der ryddede op, gjorde rent og satte varer på hylderne.
Det er nu sengetid og om 3 timer skal vi op igen.

Torsdag d. 7.3.02.
Endelig Cruft dag! Vi stod tidligt op, for Whizz skulle udstilles ved Crufts og hun skulle i bad og gøres klar inden vi tog af sted. Whisper, der ikke kunne komme ind på Crufts, skulle blive på hotel værelset, så han skulle luftes grundigt og lege/træne inden vi tog af sted, så han ville være træt og afslappet når vi kørte. Det med trætheden var nu ikke noget problem, for de sidste dages rejsen, oplevelser, nye indtryk og nyt sted at sove hver nat havde udmattet ham så meget, at han ikke ønskede noget som helst andet end at sove (han mente vist ikke at 3 timer på en nat var nok).
Vi ankom til Crufts ved 8 tiden. Bernadette og Terry havde Whizz med, så de gik lige ind. Vi andre måtte stå i kø og købe billetter først. Billet salget startede først kl. 9, så vi ventede utålmodigt.

Whizz sammen med sin handler Bernadette

Endelig kom vi ind (efter at have chikaneret en vagt på det groveste) og jeg gik straks på jagt efter de af Robbies hvalpe (han er far til 5 kuld i England), som jeg kunne finde i kataloget. To tæver efter ham var tilmeldt. Først fandt jeg Littlethorn Felicia, der er kuldsøster til Continental og Xsara. Hun var en sød, feminin tæve med samme gode temperament som de andre i kuldet.

Robbies datter Littlethorn Felicia

Den anden tæve i kataloget var Bridacre Bronte. Hun er samme kombination som min Whisper, men ikke fra samme kuld. Bronte er billedskøn! Hun har en sødme og en fuldendthed, der betagede mig. Det sødeste lille tævehoved, godt bygget og med super bevægelser. Hun har allerede to engelske certifikater og jeg er sikker på, at hun nok skal få det sidste også. På Crufts i år blev hun 2. vinder i sin klasse. Det samme gjorde Littlethorn Felicia. En 2. vinder i klassen på Crufts er ret godt, fordi der ofte er mellem 20 og 30 hunde i hver klasse. Robbies søn Littlethorn Continental, som jeg så hos Littlethorn var også tilmeldt, så jeg benyttede chancen til at se ham igen.
Bedømmelserne gik i gang og jeg fulgte dem med interesse. Ind imellem blev der tid til at gå rundt i de enorme haller og kigge på standene, hvor man kan købe alt lige fra hundemad, hyrdestave og ormekure til porcelænsfigurer, liner, legetøj og træningsvideoer. Det er næsten umuligt ikke at gå amok og komme til at købe en masse, som man egentlig ikke har brug for, men som man absolut heller ikke kan leve uden.
Ved 13 tiden skulle jeg op i "special event ringen". Det er en ring, hvor der hele dagen laves forskellige opvisninger og konkurrencer. I dag var der f.eks. Heelwork to music, forskellige klubbers opvisningshold, terapihunde, politihunde, hørehunde (hunde der trænes til at reagere på forskellige lyde f.eks. vækkeur, brande alarm og dør klokke for døve mennesker), førerhunde, agility, og flyball. Robbies søn Darwin (Littlethorn Uno) skulle løbe flyball. Han er en af Europas hurtigste flyball hunde og hans hold "Pods" er favoritter til vinde Crufts Flyball konkurrence, så det er meget spændende. I dag vandt de deres kvartfinale og går dermed videre til semifinalen på lørdag. Efter konkurrencen hilste jeg på Steve og Gwen, Darwins ejere.

Gwen, Darwin og Steve lige efter kvartfinalen i flyball

Tilbage i udstillingsringen var tæverne færdig bedømt. Whizz havde desværre ikke placeret sig i sin klasse.

Whizz udstilles på Crufts

Hannerne var klar til konkurrencen om bedste han. Bedste han og også BIR blev AUSCH LUXCH USACH GBCH Borderfame Heart and Soul. Hannernes reserve CC blev vundet af Littlethorn Continental. Bedste tæve blev GBCH Madeleys Step in Time. RCC hos tæverne gik til Madeleys Moments in Time at Miraje. Der var 325 tilmeldte Border Collier.

CC vinder og BIR Multi Champion Borderfame Heart and Soul

RCC vinder Littlethorn Continental

Det var tid til at klare de sidste indkøb og kl. 17 forlod vi udstillingen og kørte gennem mylder-tids-trafikken tilbage til Rugby, hvor en glad Whisper modtog os. Mens Johanna og Mette tog en lur gik jeg ud med Whisper. Vi gik tur, legede og trænede.
Kl. 20 kom Bernadette og Terry og så kørte vi ud for at spise. Vi ville bare have fundet en pub i Rugby, men et forkert sving førte os til Coventry, hvor vi imidlertid ikke kunne finde nogen spisesteder. Tilbage mod Rugby for vi vild, så vi havnede i Binkley, hvor vi fandt Binkley Park Inn. Der havde vi spist tidligere og vi var begejstrede for den hyggelige pub, så det var rart at være der igen.
På vejen tilbage til Rugby måtte vi tanke benzin, hvilket var noget af en oplevelse. Johanna valgte at underholde hele selskabet med et lille dukke teater op gennem soltaget og jeg kom ufrivilligt til at flirte med en indisk tankpasser. For at fuldende aftenen kom vejen tilbage til Rugby til at gå af de mindst mulig, mest bugtede landeveje i England. Vi forventede næsten at der pludselig ville komme en hyrde med får og Border Collier ud og spærre vejen, som det altid sker i James Herriots "Folk og Fæ".
Nu er vi tilbage på hotellet og jeg skal skrive postkort inden jeg skal sove.

Fredag d. 8.3.02.
Vi sov længe i dag - dvs. til ved 8 tiden. Op og i bad, pakke, rydde op og så af sted. Først til den anden ende af Rugby, hvor vi kiggede ind i den store dyrehandel "Pets at home". Vi købte morgenmad i Tesco. Derefter videre til en kæmpe stor rideudstyres-forretning. Mette har hest og ville gerne se den. I butikken lavede de selv sadle og trenser, så der duftede skønt af læder og læderfedt. Sadel underlag og dækner kostede kun 1/3 af det de koster i Danmark, så Mette gik amok. Johanna og jeg gik også amok, for vi fandt de lækreste dækner til hunde. Vores Border Collier går aldrig med dækken, men de var så flotte, at vi var nødt til at købe et hver alligevel.

Whisper og Whizz med deres nye dækner - det bliver formentlig den eneste gang de har dem på :-)

Turen gik videre til universitetsbyen Oxford. Her så vi universitetet og byen. Vi fandt et meget charmerende marked, hvor de lokale handlede. Det var specielt fordi det var "gammeldags". Uden for slagteren hang døde fugle og dyr til modning. Man følte sig hensat til det 19 århundrede. På markedet købte vi hver en friskbagt pie, som vi spiste til frokost. Det smagte skønt.

Whisper og Whizz i Oxford

Ved 18 tiden var vi tilbage ved Bernadettes hus. Bernadette og Terry havde været på Crufts hele dagen, men de var også komme hjem. Dennis havde lavet lækkert pasta til os så vi spiste og bagefter så vi Mary Rays opvisning fra Crufts 2000 på video og hyggede og snakkede. Sheltierne var glade for de mange hænder til at kæle og nusse. Min favorit sheltie Jordan hoppede op på mit skød og sad der næsten hele aftenen.

Lørdag d. 9.3.02.
Klokken 4 ringede mit vækkeur. Op og i bad. Ud og gå en tur med Whisper - stadig halvt sovende. Pakke bil - efter indkøbene på Crufts kunne der ikke mases mere ind. Klokken 5 forlod vi Pulborough og kørte mod færgen, der sejlede fra Dover kl. 7. Whizz skulle blive hos Bernadette, så det var kun Whisper, der var med hjem. Jeg kan kun sige, at 2 timer er ikke er nok til at køre fra Pulborough til Dover! Vi stoppede ved en tank for at bruge vores sidste engelske penge. Johanna købte 40 Cadburry's chokolade æg, hvilket bragte den stakkels tankpasser helt ud af fatning. Vi kørte med 140 i timen på tomme (eller næsten tomme) veje og alligevel kørte vi direkte ind på færgen, der smækkede portene før vi næsten havde nået at stoppe motoren. En morgen frisk færge medarbejder kom grinende hen og åbnede dørene for os, så alle vores ting væltede ud. I vores proppede bil skulle dørene åbnes forsigtigt og langsomt…

White Cliffs of Dover

Mens færgen sejlede ud fra Dover stod jeg på dækket og beundrede "The White Cliffs of Dover" og så langsomt England forsvinde. Vi spiste noget morgenmad, så da vi ankom til Calais var vi klar til at køre igen. Den første del at turen gik smertefrit, men et sted i Holland begyndte vi at kede os ganske alvorligt, så vi gik i gang med selskabslegene. Det var vældig sjovt, men fik os til at glemme kort og vejskilte, så pludselig kørte vi ved et uheld af motorvejen. Det tog en evighed at komme på ret kurs igen. Vi tog os sammen og koncentrerede os igen om ruten, indtil vi atter begyndte at kede os. Denne gang slog vi tiden ihjel ved at synge - det sku' vi aldrig have gjort. Det tog 1½ time at komme tilbage på den rigtige motorvej. Resten af turen gik problemfrit. I Puttgarten tog vi færgen mod Rødby. Endnu engang benyttede vi sejltiden til at spise og strække ben. Turen fra Rødby til Solrød (hvor Mette bor) og videre til Sorø (hvor jeg bor) føltes længere end turen fra Calais til Puttgarten. Endelig hjemme! Hundepasserne havde afleveret hundene tidligere på aftenen, så jeg fik en hjertlig velkomst.
Jeg har brugt et par timer på at pakke ud, tjekke e-mail og hilse på hundene. Nu skal jeg i seng og forhåbentlig drømme dejligt om alle de spændende ting jeg har oplevet og alle de rare mennesker jeg har mødt. Og i morgen skal jeg begynde at spare penge sammen til næste års Crufts…