Mit første møde med får!
Af Emmy Marie Simonsen

Robbie har godt styr på fårene inde i fangefolden

Lad mig sige det med det samme - får er ikke dumme! Får er vanvittigt intelligent! De ved præcist hvem de kan skræmme livet af og hvem de bør have mere respekt for! Jeg er en af dem, som de uden at vippe ret meget med ørene kan skræmme fra vid og sans.
Lad mig begynde med begyndelsen. Jeg har haft Border Collie i 5 år og har altid været facineret af deres evne til at læse fårene og selvstændigt handle ud fra deres signaler. En veltrænet hyrdehund får kontrollen over fårene til at se legende let ud. Og hyrden, der styrer hund og får med små bitte signaler, ser ud som om, at han bare er ude og slentre en tur over marken. Joh, det er absolut en facinerende verden og efter 5 år fik jeg endelig mulighed for et lille kik ind i den.
I september 2001 holdt Anne Nyquist-Hansen en hyrdehundedag og jeg tilmeldte straks to hunde: Robbie (Whenway Decorated Hero) på 4 år og hans søn Whisper (Bridacre Wisp) på 1½ år.

På vej til Frederikssund, hvor Anne bor havde jeg rigeligt tid til at tænke situationen igennem. Jeg så billeder fra "Danser med Ulve" for mit indre blik - tusindvis af bison okser (der mindede vældig meget om over-dimensionered får) i fuld galop dirkete hen imod mig med en tændt Border Collie i hælene. Jeg skyndte mig at koncentrere mig om noget andet, men det var for sent - moralen var ødelagt.

Da alle var kommet, gik vi ned i folden sammen med hundene. Midt i folden var en lille fangefold med 5 - 6 får. Fårene var mindre end dem jeg havde set for mig på vejen dertil, men jeg vil nu tillade mig at udtrykke en vis skepsis over for Annes påstand om, at de var små. Første hund var en sheltie. Næste hund var Robbie. Jeg gik roligt ned mod fangefolden, slap Robbie og lod ham gå. Han tændte lige med det samme. Begyndte at gå rundt om fårene og fandt balancen modsat mig.

Robbie

"Gå ind til fårene" sagde Anne. Jeg stirrede vantro på hende... Hun mente det faktisk! -så jeg gik modigt ind. Fårene virkede ikke direkte aggressive... -faktisk havde de mere travlt med at holde øje med Robbie end med mig. Få dem til at flytte sig - lød det fra Anne. Hun kunne jo også sagtens være kæphøj - hun stod uden for fangefolden. Jeg drog ret hurtigt den konklution, at hvis jeg skulle have fårene til at flytte sig, måtte jeg gøre dem opmærksom på, at jeg var tilstede. Jeg havde egentligt planlagt bare at lade dem blive ved med at kigge på Robbie, i det mindste så længe jeg var inde i folden hos dem. Det gik åbenbart ikke. Jeg gik forsigtig frem mod dem - intet resultat. Jeg så på Robbies forventningsfuld ansigt - ingen hjælp der, han stirrede bare på fårene. Jeg gik lidt mere frem og YES! fårene flyttede sig. -Men åbenbart ikke nok, for Anne kom ind i folden og overtog arbejdet. Jeg stillede mig skyndsom hen til hegnet. Anne styrede får og hund med fuldstændig kontrol. Robbie vidste præcist hvad han skulle og han var tændt. "Gå ud og lidt væk fra folden og kald på ham" sagde Anne de Robbie var ved at være træt. Ingen protester fra mig. Jeg skyndte mig ud og kaldte.... Et øjeblik blev jeg i tvivl om hvorvidt det virkelig var Robbie jeg havde med, for hunden nede ved fangefolden reagerede overhovedet ikke. Jeg kaldte igen - nej, det var vist ikke Robbie.... Og dog, den ligende Robbie... Tilsidst måtte jeg gå ned og hente ham. Og ikke nok med det, jeg måtte have hjælp til at fange ham, for hver gang jeg gik hen imod ham, forsøgte han igen at skabe balance i forhold til fårene og piskede om på den anden side af fangefolden.

Så kom der 7 andre hunde, hvis førere frygtløs gik ind til fårene. Derefter blev det Whisper. Hunden før ham var en tæve i løbetid og Whisper lignede ærlig talt mere en forelsket skoledreng end en seriøst arbejdende hyrdehund. Jeg var blevet mere modig og gik uden at fortrække en mine ind til fårene og fik dem til at flytte sig rundt. Whisper var ikke imponeret! Han var forelsket! Til sidst piskede fårene med mig i hælene rundt i folden - Whisper viste ingen bamhjertighed. Han snusede bare til græsset, der hvor tæven havde tisset. Så tog Anne affære. Hun tog Whisper i snor og tog ham med ind til fårene. Whisper snusede fortsat, men nu var det mere et forsøg på at fortrænge de store kræ, der gik ved siden af ham (endelig en, der kunne forstå og sympatisere med mine forbehold over for disse uldne dyr). Anne fik fårene til at skille sig i to flokke og det var det der skulle til. Whisper sprang ud til siden for at samle dem igen og så var han tændt. Han arbejdede en smule sammen med Anne og fik med hendes hjælp fornemmelsen af at kunne styre disse vældige dyr. Han blev igen lukke ud af folden og denne gang arbejdede han fint. Glemt var løbetid - for en kort bemærkning. Han var stolt som paven, da vi gik fra folden. Det samme var jeg, for han kom faktisk første gang jeg kaldte.

En tændt Whisper, der arbejder sammen med Anne

Efter Whispers første forsøg som hyrdehund, demonstrerede Anne og Maggi (Solfari's Pimpernelle) hvordan hunden finder balancen og holder den på løse får. De demonstrerede også hvordan Maggi kunne drive fårene væk fra Anne eller ind til hende, alt efter hvad der var behov for.

Så tog vi en runde mere på fangefolden. Denne gang er jeg stolt over at kunne sige, at jeg selv arbejdede med Robbie og at vi gjorde det godt. Jeg havde næsten udfyldt min tilmelding til BBCs "One man and his dog", da Anne lod bomben springe. Næste gang lader vi ham prøve på løse får... "Øhhh" svarede jeg bare...

Whispers 2. forsøg gik lidt bedre end det første. Han var igen kommet i tanke om, at tæven var i løbetid, men han glemte det hurtigt, da han kom ind til fårene. Han blev sluppet løs inde i fangefolden og selv om det meste af det han lavede (sammen med Anne) var pjat og leg, kom der ind imellem nogle få sekunders alvor, hvor man kunne se, at han godt vidste hvad han skulle. Selv stod jeg inde i fangefolden mast op ad hegnet og blev trådt over tæerne af forbi passerende får, der havde langt mere respekt for Whisper og Anne end for mig.

Anne, Whisper og fårenen inde i fangefolden

3. gang er lykkens gang - eller 3. gang er det på løse får. Anne var inde i folden da jeg kom ind med Robbie. Fårene stod nede i det fjerneste hjørne. Vi gik ned til dem, dækkede Robbie af og gik lidt væk. Sendte Robbie ud i en bue. Han løb om bag fårene og fik dem væk fra hegnet. Mere så jeg ikke. Resten af tiden havde jeg travlt med at holde øje med får, der bevægede sig hurtigt gennem folden. Jeg ved ikke om det var med vilje, at Anne og Robbie hele tiden fik drevet fårene dirkete hen mod mig i højt tempo. Jeg sprang rundt for at undgå at ende mit liv i mudderet under en mængde små, hårde fåre-klove. Lidt efter lidt kom der dog mere ro på og jeg begyndte igen at få lidt styr på, hvad der skete. For mig så det hele meget uorganiseret ud, men ifølge Anne klarede han det glimrende. Hun var meget begejstret for, at Robbie holdt så god afstand til fårene, så det ikke kom til at gå så hurtigt. Personligt vilel jeg nu ikke have ønsket at opholde mig i folden, hvis det havde gået meget hurtigere...

Sidst på eftermiddagen var både hunde og mennesker meget trætte og vi pakkede sammen for at køre hjem.. Tak til Anne, der brugte en hel dag på at lære os tåber bare en lille bitte smule om får. Det var helt utrolig spændende og for mig var det fantastisk, at se mine hunde gøre det, som de egentlig er skabt til at gøre...

En træt Robbie

På vej hjem i bilen kørte der igen en lille film gennem mit hoved, men denne gang var det en Border Collie, der i perfekt balance holdt en flok får op til sin hyrde og sammen gik de med fårene ud mod sol nedgangen...

Whisper har fundet balancen over for mig og er dækket af - Anne ser tilfreds til...