FARLIG LEG

Af Emmy Marie Simonsen

Det er utroligt så hurtigt alting kan gå, når der er border collier involveret. Det ene øjeblik havde jeg en glad og rask hund med til lydighedstræning og en time senere stod jeg hos dyrlægen og vidste ikke om hun ville overleve.

Ria er en sort/hvid border collie tæve. De første 5 år af hendes liv var hun familiehund, men i oktober 1998 flyttede hun ind hos mig og hun begyndte at løbe agility.

Hos hendes første familie havde hun fået lov til at lege med pinde, en utrolig farlig beskæftigelse, som mine hunde aldrig har fået lov til at muntre sig med. Men Ria var helt vild med pinde og efter 2½ måned hos mig, kunne hun stadig finde på at tage en pind i munden og løbe med den. Og det var netop hvad hun gjorde den lørdag, hvor jeg havde taget hende med på Border Collie Klubbens lydighedstræningsplads i Sorø.

Alle hunden var sluppet fri på pladsen. De løb og ”hyrdede” hinanden. De havde det vældig sjovt. Ria nød de andre hundes selskab. Tidligere havde hun været lidt utryg ved så mange hunde på et sted, men efterhånden havde hun lært, at det var sjovt. Derfor undrede det mig, at hun kom og satte sig ved siden af mig. Jeg klappede hende på hovedet og sendte hende afsted igen. Hun løb, men 3 minutter senere kom hun igen og satte sig op ad mig. Jeg bukkede mig ned for at klappe hende lidt, da jeg opdagede, at hun savlede lyst, skummende blod ud af munden. Jeg prøvede at åbne hendes mund for at se hvad der var galt, men hun bed tænderne sammen og nægtede at lade mig se noget som helst.

Mine andre hunde blev kaldt ind og parkeret i forskellige biler og Marianne, en af vores kursister, kørte mig ud til min dyrlæge. Ved et tilfælde var han på klinikken for at fylde sin bil med div. medikamenter, så vi kunne komme ind med det samme.

Dyrlægen kunne heller ikke åbne Rias mund, så hun blev bedøvet. Da hun slappede af og munden kunne lukkes op, kunne vi se, at hendes lange tunge bare lå i en rodet bunke i bunden af mundhulen. Der hvor den normalt sidder fast i undermunde, så man et virvar af blodige kødtrævler og træ splinter. Hun må have løbet ind i en anden hund med en pind i munden. Pinden er blevet trukket på tværs gennem munden og har revet tungen af. Den sad kun fast på et ganske lille sted nede i halsen. Dyrlægen var ret bekymret. Normalt kan man ikke sy i det bløde tungevæv. Det kan ikke holde, men hvis Rias tunge skulle reddes, skulle den sættes fast. Det tog ca. en time at fæste hendes tunge igen. Bagefter fik hun noget smertestillende og en stærk penicillin kur. Derefter blev vi sendt hjem, med besked om at komme igen til kontrol om mandagen.

Vi kørte ned på træningspladsen efter mine andre hunde og derefter hjem. Alting er meget besværligt, når man har en hund, der ikke kan/vil bruge sin mund. Vand blev sprøjtet ind i hendes mund med en engangssprøjte og hendes foder blev blødt op i vand og puttet i munden på hende pille for pille. Weekenden var meget lang, for Ria havde ondt og klynkede hele tiden og jeg var naturligvis meget bekymret.

Mandag tog vi igen til dyrlægen. Ria blev igen bedøvet og tungen blev igen syet fast, de steder hvor det var gået op.

Ria kom med mig i skole. Jeg skrev speciale, så hun sad sammen med mig i mit studierum. Hun kunne ikke drikke selv, så hun var nødt til at være sammen med mig, for at få væske. Ligeledes var hun nødt til at spise ganske ofte, for hun fik ikke ret meget af gangen. Det hun fik var høj-energi foder og jeg prøvede at supplere med div. fedtholdige lækkerier. I løbet af en uge nåede hun at tabe næsten 4 kg. Hun var i forvejen en spinkel, slank hund, så hun kunne ikke tåle at  tabe sig mere. Heldigvis begyndte hun ganske langsomt at spise selv. Hun drak også en smule og i det hele taget blev hun mere og mere sig selv.

Ved det sidste dyrlægebesøg (efter 10 dage) kunne vi få lov til at se munden uden at bedøve hende – kun ved hjælp af ihærdig overtalelse. Det så fint ud. Nu kunne vi bare vente på, at ”tiden læger alle sår”.

Det er nu ca. et år siden, at jeg stod ved dyrlægen med en hund, der blødte ud af munden. Det er helet ret godt. Hun er nødt til at spise i et rum for sig selv, for hun spiser meget langsomt. Ellers ville de andre miste tålmodigheden med hende og stjæle hendes mad. Her i huset går det stærkt når man spiser! Men Rias tunge vil ikke altid makke ret, så hun er lidt længe om det.

Hvis hun bliver stresset eller tænder på noget, kommer hun til at hoste. Dyrlægen forklarer det med, at tungen ikke sidder helt som den gjorde før. Når hun tænder og blodet kommer til hovedet, svulmer tungen en smule op og så generer den hende åbenbart. Det har nu ikke påvirket hendes agility karriere. Hun er stadig en hurtig, glad agilityhund.

Hun har lært ikke at løbe med pinde i munden. Hvis hun engang i mellem forglemmer sig, er jeg der med det samme. I ville blive overraskede over, hvor højt og bestemt man kan råbe ”SLIP”, hvis man er langt fra hende. Hun ved det god, hun slipper øjeblikkeligt og løber glad videre.

Emmy Marie Simonsen