Hvalpetræf i Tyskland
September 2005


Fra venstre: Robbie (far), Carmen (mor), Strauss, Any, Skrollan og Again

I april 2004 kom et kuld Border Collie hvalpe til verden på den tyske kennel As Bold As Brass. Hvalpenes mor var en lille Sydafrikans tæve ved navn Cinlock China Doll "Carmen" og far var min hanhund, den engelsk fødte CH Whenway Decorated Hero "Robbie". I kuldet var der 2 hanner - en var sort/hvid lige som sin mor og den anden var blå/hvid lige som sin far. Der var 4 tæver og også her var der halv af hver farve: 2 blå/hvide og 2 sort/hvide. Alle hvalpene fik navne, der begyndte med A, for det var kennelens første kuld.


Always Allegro As Bold As Brass "Strauss"

Da hvalpene var 8 uger gamle flyttede de hjemme fra. Strauss (Always Allegro As Bold As Brass) flyttede til Danmark, hvor han bor sammen med Pia, Preben og deres 1 år ældre Border Collie Mozart. De øvrige fandt gode tyske familier at bo hos. Lige bortset fra Again (Again As Bold As Brass). Hun blev boende hos opdrætteren sammen med sin mor og kennelens andre hunde.


Again As Bold As Brass "Again"

Første weekend i september 2005 inviterede Kennel As Bold As Brass v/ Anke Schubert til hvalpetræf for A-kuldet. Pia og jeg besluttede at køre derned for at møde Strauss søskende og Robbies børn.

Fredag morgen kl. 9 kørte Pia ind ad indkørslen for at hente mine to hunde Robbie og sheltien Biscuit og jeg. Vi kørte til Rødby, tog færgen og fortsatte ned gennem Tyskland. Kl. 17 ankom vi til Ankes gård i Holstrup. Her blev vi mødt af Anke og hendes 4 hunde Asco, Carmen, Again (Border Collier) og Gamma (blanding).

Pia og jeg blev indkvarteret i et værelse med egen udgang, så vi kunne komme ud med vores hunde uden at skulle gennem huset og møde Ankes hunde. Det var rigtig dejligt.


Robbie og Strauss har en fælles interesse: at kigge på får!

Da vi havde fået en kop the og slappet lidt af oven på rejsen, gik vi ud. Vores hunde fik hilst på Carmen og Again. Strauss ligner sin mor Carmen rigtig meget, så det var sjovt at se dem sammen.


Strauss og Carmen

Vi brugte eftermiddagen på at hygge med hundene, løbe agility og hyrde får. Jeg fik lov til at løbe agility med Robbies datter Again. Hun var ret god. Hurtig og meget lydig. Jeg løb også med Robbie og en lille smule med Biscuit.


Again

Ankes får er meget store i forhold til dem vi er vant til at arbejde på, men de flytter sig alligevel hurtigt for hunden og da vi kun havde 5 får i den flok vi trænede på, gik det ind imellem lidt stærkt. Robbie klarede det ok og det samme gjorde Again (hun kender jo fårene), men for Strauss var det svært. Han var træt oven på rejsen og havde problemer med at bevare koncentrationen om arbejdet. Det hjalp, da vi satte fårene i fangefold, så han kunne få lidt ro på det og føle, at han havde kontrol.


Again havde fuld kontrol over flokken

Det var en flok trætte hunde der fik aftensmad og kom ind i deres bure, mens vi gik ud i Ankes hyggelige køkken for at snakke og spise aftensmad.


Godmorgen Pia, tid til at stå op..... stå nu op... kom nu, stå nu op....

Lørdag morgen kom Skrollan (Already As Bold As Brass), en dejlig blå tæve fra kuldet. Hun lignede sin far rigtig meget, så jeg var selvfølgelig helt vild med hende. Hun havde et åbent temperament og var meget tændt på at arbejde. Hendes ejere er landmænd og Skrollan arbejder som kvæghund på deres gård.


Skrollan


Skrollan og Robbie

Vi tog hundene med ud på den indhegnede agilitybane og Strauss, Robbie, Again, Carmen, Biscuit og Skrollan hyggede sig rigtig meget. Jeg løb igen lidt agility med Again og Robbie. Efter et par timer tog Skrollan hjem igen - de skulle hjem og arbejde på gården. Pia fik sig en lur og Anke og jeg satte os foran Ankes computer og kiggede på fotos og hjemmesider.


Strauss, Robbie, Biscuit, Skrollan og Again


Robbie

Kl. 14 kom den sidste af de 4 hvalpe, der havde tilmeldt sig hvalpetræffet: Anywhere As Bold As Brass "Any". Vi gik igen ud på agilitybanen og så var der fri leg og kaffe/kage til de to benede. Pia og jeg trænede lidt lydighed, men ellers hyggede vi os bare. -Og selvfølgelig blev der taget en million fotografier.


Anywhere As Bold As Brass "Any"

Ved 18 tiden, da varmen tog lidt af, stod den på hyrdetræning. Alle 4 hvalpe hyrder får og det gør forældrene også, så det var rigtig spændende at se ligheder og forskelle i stil, eye og styrke. Vi hyrdede på en større flok med ca. 20 får, så det var lettere for de unge hunde og alle havde fuld kontrol over flokken.


Any


Skrollan


Strauss

Vi sluttede dagen på teressen med grillen tændt. Både hunde og handlere var trætte, da det endelig blev sengetid.

Søndag morgen startede vi tidligt. Vi havde lang vej hjem og ville helst nå Danmark sidst på eftermiddagen.
Vi var rigtig trætte da vi kom hjem. Vi havde haft mange oplevelser på kort tid, men det var rigtig interessant at se Robbies børn. Det var ca. 1 år siden jeg sidst så dem og der sker rigtig meget fra ½ år til 1½ års alderen. Jeg var meget tilfreds med kuldet. Hvalpene var eksteriør-mæssigt af god kvalitet og arbejdsmæssigt var de super gode.


Biscuit i bilen på vej hjem

Læs mere om de enkelte hvalpe her:
Skrollan - Again - Strauss - Any
Og de sidste 2 i kuldet: Tane - Asha