Det tog ca. 1½ sek. Ria havde løbet agility i knap 2 år. Hun var netop rykket op i kl. 3 og jeg ventede mig virkelig meget af den kommende sæson. Men på ca. 1½ sek. brast alle drømme og forventninger.

Det var egentlig ganske banalt. Jeg var ude at gå en tur med mine 4 hunde + en border collie jeg passede. Vi gik ud over en brak mark og alle hundene løb løse. De var begyndt at komme lidt for langt væk og sprede sig lidt for meget ud, så jeg kaldte dem alle ind og gav dem en godbid. Derefter gav jeg dem fri og lod dem løbe. De løb ud i hver sin retning. Ria løb ca. 20 m. ud og stillede sig med front mod mig. Den hund jeg passede løb i en stor bue mens den holdt øje med hvad jeg lavede. Den kiggede stadig på mig, da den med høj hastighed løb ind i siden på Ria. Ria skreg og faldt om. Hun rejste sig dog hurtigt op igen og var parat til at løbe videre - men kun på 3 ben! Det vestre bagben holdt hun helt oppe under sig. Hun ville slet ikke sætte det ned i jorden. Jeg tog Ria i snor og vendte straks hjemad.

Det var stadig formiddag og jeg besluttede at se tiden lidt an, det kunne jo være slaget, der fik hende til at halte. I løbet af et par timer kontaktede jeg dog alligevel min dyrlæge. Ria ville stadig ikke sætte foden i jorden.
Min dyrlæge undersøgte hende grundigt og kom så med diagnosen. "korsbåndet er enten beskadiget eller revet over". Han satte hende i medicinsk behandling i håb om, at det bare var beskadiget.

Medicinen virkede hurtigt og Ria begyndte at støtte en smule på sit ben. Hun blev holdt i ro og fik kun lov til at komme ud og lufte sig i snor. Efter en uge kom hun til kontrol. Hun blev undersøgt uden bedøvelse og benet mærkedes faktisk betydelig mere stabilt. Ydermere gik Ria fint på alle 4 ben og hun virkede ikke som om hun havde smerter.
Næste kontrol var ca. 3 uger efter skaden. Denne gang gik jeg til dyrlæge fordi hun var begyndt at halte mere igen. Benet virkede umiddelbart stabilt nok, men hun spændte meget i det og derfor blev hun bedøvet, så man kunne se hvor meget af stabiliteten der var muskler og hvor meget der var en forbedring af korsbåndet. Resultatet var ganske nedtrykkende. I bedøvet tilstand var benet lige så ustabilt som umiddelbart efter skaden.
Det blev besluttet at hun skulle opereres. Det var kort før jul, så der blev fastsat en dato for operationen lige efter nytår - d. 4. januar.

D. 4 januar afleverede jeg Ria ved dyrlægen om morgenen. På min arbejdsplads havde de heldigvis været meget hensynsfuld og havde med kort varsel givet mig en uges ferie så jeg kunne være hjemme og tage mig af Ria i forbindelse med operationen.

Aftalen med dyrlægen var, at jeg skulle kigge ned på klinikken kl. 17 og se hvor godt hun havde det og om jeg ville tage ansvaret for at tage hende med hjem eller om hun skulle være indlagt natten over. Da jeg kom derned mødte jeg en meget træt og omtumlet Ria. Hun havde været i narkose i 3 timer og var netop ved at vågne op. Hun var endnu alt for træt til at løfte hovedet, men da hun registrerede at jeg var hos hende logrede hendes hale. Selvfølgelig kom hun med hjem.

De næste uger var hårde. Resultatet af operationen afhang meget af hvor meget hun blev holdt i ro i disse uger. Sofabordet blev skiftet ud med et stort bur, der blev indrettet med hundekurv, tæpper og puder. Her flyttede Ria ind. Jeg lå mange timer på gulvet med overkroppen inde hos hende i buret. Især det første døgn var sejt. Der lå hun hele tiden og kiggede på mig. Hvis ikke hun kunne se mig begyndte hun at klynke. Jeg har aldrig tidligere været så meget i tvivl om hvorvidt en beslutning jeg havde truffet var rigtig, men den dag var jeg virkelig usikker på, om jeg kunne tillade mig at lade Ria gå gennem dette. Allerede et døgn efter havde hun det dog bedre og dermed fik jeg det også bedre.

Ria kom kun ud ca. 3 gang om dagen for at blive luftet, hvilket i øvrigt forgik i snor og lige uden for døren. Hun er en sej hund og allerede 2 dage efter operationen begyndte hun at støtte på benet. Jeg ringede i panik til min dyrlæge "Må hun det?" Han mente nu nok, at jeg ville få svært ved at forklare hende, at det ville være bedre hvis hun ventede lidt med det.

Ria var ikke slem til at slikke i såret, men både hun og jeg hadede den krave dyrlægen havde forsynet hende med. Hver gang hun fik den på lå hun og klynkede. For at undgå den konstruerede jeg et løst bukseben til at trække ud over benet, så hun ikke kunne komme til såret. Det var lavet af et par gamle, aflagte, grønne gamascher. Det så ikke særlig pænt ud, men det virkede og Ria havde ikke noget i mod at have det på.

Efter 10 dage skulle stingene fjernes. På det tidspunkt gik hun fuldstændig rent i skridt. Dyrlægen var meget tilfreds med resultatet. Det så lovende ud. Vi begyndte så småt at tale om genoptræning. Endnu skulle hun bare holdes i ro, men snart ville det blive aktuelt at få gang i musklerne igen og svømning ville være optimalt.

Så jeg gik i gang med at undersøge mulighederne for indendørs svømning i området. I Toksværd ved Næstved fandt jeg en hundesvømmehal. Der er 45 minutters kørsel hver vej - det var overkommeligt. 3 uger efter operationen kørte vi første gang mod Næstved. Selve svømningen gik godt, men jeg havde mine andre hunde med og da Ria er totalt tændt på vand hoppede og sprang hun hver gang det ikke var hende der var i vandet. Da vi kom hjem ville hun ikke støtte på benet. Dyrlægen blev konsulteret. Benet var stadig stabilt, så det var nok bare overanstrengt. Vi ventede ca. 3 uger før vi gentog svømmehals eventyret. -Og denne gang havde vi et bur med til Ria. Det gik bedre og Ria kunne snart svømme i 45 minutter uden pauser og uden at være halt bagefter.

Efterhånden gik det hurtigt. Hun kunne komme med ud at gå tur i snor. Først korte ture men efterhånden flere kilometer.

I dag - 2 mdr. efter operationen - har Ria det rigtig godt. Hun kan gå lange ture i snor, hun traver ved siden af cyklen og hun svømmer stadig. Psykisk har hun været lidt ude af balance efter operationen. Den manglende aktivitet begyndte at gå hende på og hun fik nogen sære ideer. Hun knurrede meget ad fremmede hunde vi mødte og prøvede hele tiden grænser af. Heldigvis er hun også på det punkt begyndt at ligne sig selv mere igen.

Ria kommer aldrig til at løbe agility igen. Risikoen for en ny skade er for stor. Min dyrlæge forklarer det således: Skaden skete på trods af, at hun var i super fysisk form, hun havde optimal muskelmasse til at beskytte leddet og hendes korsbånd var det "originale", der er stærkere end de kopier vi kan lave. Nu vil det vare meget længe før hendes form og hendes muskelmasse bliver lige så god som den var og det nye korsbånd er ikke så stærkt, som det hun er født med".
Det har været "en bitter pille at sluge". En ting er at skulle opgive sine ambitioner og drømme. Det har været svært. Men værre har det været, fordi både Ria og jeg elsker at løbe agility sammen - vi forstod hinanden 100% på banen. Når jeg havde løbet et godt løb med Ria var jeg "høj" bagefter. Det gør stadig ondt inde i mig når jeg kommer ud på en agility bane og ser andre løbe. Især hvis jeg ser en hund, der i løbestil minder om Ria. Jeg længes så meget efter at tage hende med ud på banen, dække hende af foran første spring, bede hende blive liggende, gå frem foran de første spring, kalde hende frem og mærke suset…. Alle der løber agility ved hvad jeg snakker om. Men det kommer aldrig til at ske igen - ikke med Ria.