Når jeg ved et agility stævne har gennemført et særligt svært gennemløb med en hel speciel fiffig handling, der klarede os gennem en vanskelig passage, så er jeg ræve-stolt og jeg kan underholde forsvarsløse forbipasserende om det i timevis, indtil de diskret begynder at kigge ud af øjenkrogen efter en flugtmulighed. Men når det kommer til stykket, hvor svært er dette agility så?
En torsdag i august skulle 7 managere (underledere) fra McDonalds i Solrød ud på en oplevelsestur, hvis formål var at bringe dem tættere sammen, give dem fælles oplevelser og forbedre deres samarbejde. Og hvordan gør man så det?
Joh, ud over kanoer, engangskameraer, 8 personers Toyota minibusser osv. skaffer man en agilitybane, en flok veltrænede agilityhunde og en velvillig instruktør.
Denne torsdag havde jeg fornøjelsen af at være instruktør samt ejer af en del af de veltrænede hunde.
Managerne havde allerede været på de først opgaver rundt omkring på Sjælland, da de kom til Munke-Bjergby, hvor de skulle løbe agility. Humøret var højt og alle kastede sig ud i opgaven med ildhu.
De startede med at tage en dåse. På indersiden af dåsens låg stod navnet på den hund de skulle løbe med og nede i dåsen lå det legetøj, godbidder ell. lign. som hunden skulle have efter løbet. Den vildeste Border Collie Whenway Smokey Joe "Foggy" havde ikke godbidder eller legetøj i dåsen. For den er belønningen at få lov til at være på banen. Derfor lå der i stedet en lille "Gammel Dansk" i hans dåse - så handleren kunne styrke sig oven på løbet. Da lodtrækningen var overstået fik de udleveret den hund, som de havde trukket.
Mens de lærte hundene lidt at kende, viste jeg hvordan banen skulle løbes. Bagefter gik vi banen igennem uden hund og de fik forklaret om kontaktfelter, slalom indgang mv.

Banen var let! Enkelte små fælder - ikke noget en garvet agilityhandler ville falde i - og alle spring var på 45 cm. Der var ingen hjul, pose, vippe eller balance. Det skulle jo gerne være så sikkert som muligt.

Og så i gang! Hundene gjorde det godt og handlerne prøvede virkelig at hjælpe dem. Alligevel mistede de en del felter, hunden røg over forkerte forhindringer og der var bunkevis af slalomfejl. Men når det er sagt, så gik det faktisk over forventning. Vi spottede oven i købet et nyt talent. En enkelt handler løb om og spærrede for et spring hunden ikke skulle tage og det virkede. Han havde ret svært ved at komme videre derfra, men bare det at kunne læse hund og bane godt nok til impulsivt at skifte side, er imponerende første gang man er på en agility bane. Så agility-udøvere - hold øje med Mark i fremtiden! Når først han får en hund, får den trænet, får lært at løbe og kommer ud til stævner, kan han godt blive en trussel :-).En enkelt handler klarede en fejlfribane med 11 årige Border Collie Fæhunden's Al-Minya "Ria". De af jer, der kender Ria ved, at selv om hun er oppe i årene, så er hun hverken langsom eller træt af agility. På lave spring kan hun stadig matche de unge hundes tider og hun er TÆNDT, så det var flot klaret.

Nogen handlere var rigtig gode til at læse hunden og var gode til at holde tilbage og lade den arbejde. Andre pressede - uden at vide det - deres hund rundt på banen, så alt endte i kaos. Det var forholdsvis let at se hvilke handlere der havde hund hjemme (også selv om det bare var familiehunde og de aldrig havde været nær en agilitybane) og hvem der ikke havde.
Imponerende var det, at mere end halvdelen klarede sig gennem banen uden at blive disket. Selvfølgelig hjalp det, at det var veltrænede, rutinerede hunde de løb med, men netop derfor var det også hunde, der var meget følsomme over for handlerens signaler og kropssprog.
Så kære agilty-venner. Konklusionen på dette bliver, at vi har alt mulig grund til at være stolte over vel gennemførte agiliy løb. Handling er en svær kunst også selv om hunden er dygtig og lydig. Og i de fleste tilfælde, har vi jo selv trænet vores hunde, så det er vores egen fortjeneste, at de er gode agilityhunde.

Men vi havde en rigtig hyggelig time på agility banen. Hundene nød det og jeg tror næsten at de morede sig over deres urutinerede handlere. I hvert fald behandlede de dem ualmindelig pænt og gjorde sig meget umage for at aflæse hvilken retning de skulle i… Ingen hunde gøede frustreret selv om de ikke fik næste forhindring hurtigt nok og ingen nappede irriteret deres handler i buksebenet når de måtte vente på dem…
Jeg er sikker på at både McDonald Managerne og hundene fik en oplevelse for livet den dag i august.

Emmy M. Simonsen