Fra Victoria til Ria

-Eller historien om hvordan en 8 ugers engelsk border collie hvalp blev til en “pæredansk” 5 årig...

Af Emmy Marie Simonsen

Mit første møde med Ria, eller Victoria som hun hed dengang, var temmelig hektisk. Hun var aggressiv og angreb uden varsel mine to tæver. Ikke fordi hun af natur var aggressiv, men fordi hun var forvirret og usikker over den måde hendes liv havde udviklet sig.

Men lad mig begynde ved begyndelsen:

Jeg havde 3 hunde, en gammel schæfer hanhund på 11 år, en collie tæve på 5 og en border collie tæve på knap 2.

Alle mine hunde har løbet agility. Min gamle schæfer med stor succes. De to andre har været mere tændte på lydighedstræning (den ene er Dansk Lydigheds Champion). Jeg elsker imidlertid at løbe agility og derfor begyndte jeg i sommeren’98 at lege med tanken om at få endnu en border collie. Denne gang skulle det være en hund, der virkelig var tændt på agility. Jeg har set nogen utrolig hurtige engelske bordere og jeg bad min veninde Johanna forhøre sig hos sine engelske venner. Jeg ville gerne have en lille han-hvalp i sommeren ‘99.

Midt i oktober ’98 ringede telefonen. “Jeg har fundet en hund til dig” skreg Johanna i den anden ende af forbindelsen. Jeg hold røret lidt væk fra øret og svarede kynisk: “Det er for tidigt, jeg har ikke tid til en ny hund nu”. Jeg så en lille 8 ugers, engelske talende hvalp for mig. “Den vil passe perfekt til dig” påstod stemmen i den anden ende vedholdende. “Der kommer andre hvalpe... “. “Jamen det er ikke en hvalp, det er en 5 år gammel tæve”. “For gammel!” sagde jeg og forsøgte virkelig at lyde afvisende. Jeg var efterhånden ved at være lidt træt af denne samtale, der tilsyneladende drejede sig om en afdanket 5 årig border collie, der oven i købet var en tæve og kom ca. 7 mdr. for tidligt. “Det er Abbys søster” lød det fra den anden ende. “Okay jeg lytter....”

Abby er en af Danmarks hurtigste agilityhunde. Hun løber ikke altid fejlfrit, men hun er helt utrolig hurtig. Det var lige en hund med det potentielle jeg søgte.

I løbet af de næste timer fik jeg indsamlet oplysninger om denne hund, der viste sig at hedde Victoria, være utrænet og i øvrigt ligne Abby på en prik. Da jeg samme aften fik fat i hendes ejer, var jeg allerede overbevist om, at det var skæbnebestemt, at hun skulle være min nye agilityhund.

Næste eftermiddag (ca. 24 timer efter at jeg første gang havde hørt om hunden) kørte en bil op ad min indkørsel. Victorias ejer steg ud og vi blev enige om at gå en tur med alle hundene sammen, så de kunne lære hinanden at kende. Jeg slap mine hunde ud og få sekunder efter var slagsmålet i gang. Victoria havde overfaldet mine to tæver. Jeg var overrasket. Abbys ejere kendte hende og hvad beskrevet hende som en rolig og harmonisk hund. Det var slet ikke det jeg oplevede.

Efter endnu et par slagsmål kom vi hjem og jeg tog Victoria med ind. Bortset fra at hun tissede på gulvet ca. hver 3. minut var der ikke flere problemer. Hendes ejer kørte hjem og efterlod hende til en uges prøvetid hos mig.

Jeg vidste fra starten, at jeg ikke ville have en hund, der hed Victoria. Det er for langt og ikke særlig godt til en “arbejdshund”. Derfor valgt jeg, at kalde hende Ria, de 3 sidste bogstaver i Victoria.

Jeg begyndte straks at træne agility med hende. I løbet af de første 3 dage lærte hun at tage alle forhindringer, hun lærte de simpleste spring kombinationer og hun kunne slalome med meget lidt hjælp. Hun var utrolig tændt og hurtig. Hun reagerede på sit nye navn, som om hun aldrig havde heddet andet. Når man så hende arbejde, var man ikke i tvivl om, at hun var skabt til andet end at være familiehund. Hun elskede træningen og udfordringerne.

Hendes personlighed ændrede sig også ganske langsom. Hun blev roligere og mindre aggressiv. Jeg skulle stadig passe på når vi mødte fremmede hunde, men mine egne accepterede hun fuldt ud. Hun fulgte mig som en skygge lige meget hvor jeg var. Satte jeg mig på sofaen, lå hun på mine fødder og knurrede hvis de andre hunde kom i nærheden. Jeg var hendes menneske og de andre skulle holde sig væk.

På 5. dagen skulle hun HD fotograferes. Jeg var allerede så glad for hende, at det ville blive HD billederne der skulle afgøre, om hun skulle blive eller ej. Jeg havde hunde nok og kunne ikke beholde hende, hvis ikke hendes ben kunne holde til træningen og konkurrencerne. Endnu engang blev jeg bekræftet i, at det var “meningen” at hun skulle være hos mig: hun havde fine hofter (B1)!

Jeg kontaktede hendes ejer, der var glad min beslutning. Inden for de sidste par år var han blevet skilt, flyttet i lejlighed og havde startet et firma op. Han kunne ikke mere tilbyde hunden et værdigt liv. Han kunne mærke på hende, at hun ikke mere var glad og hans største ønske var at finde et hjem, hvor hun ville blive “brugt”. Vi underskrev ejerskifte papirerne og d. 26/10-98 blev Victoria til Ria. Hun var min hund!

Hvordan går det så i dag knap 1 år efter? Det går over al forventning. Ria er ikke mere aggressiv over for andre hunde. Hun elsker at løbe sammen med mine og andre border collier. Hun har været til nogle få agilitystævner og har allerede sine første præmier stående hjemme i pokal-skabet. Hun har oplevet mere i det sidste år end nogensinde før. Jeg tror, at hun er lykkelig. Hun er en utrolig kærlig hund og jeg holder meget af hende og glæder mig til at være sammen med hende i de næste mange år.

Fuld fart frem!
- det er Ria i midten.

Ria var heldig. –Og jeg var heldig. Vi hørte om hinanden lige præcis på det rigtige tidspunkt. Sådan går det ikke altid. Mange kærlige, talentfulde hunde – lige som Ria – ender på hundeinternater, fordi familien går i opløsning, ejerne rejser til udlandet eller bliver syge. Eller fordi den ved et tilfælde havner hos en familie, der aldrig skulle have haft hund og som ikke er i stand til at tage sig af den. Det er ikke hundens skyld og den fortjener et godt liv hos en familie, der har overskud til at tage sig af den på dens præmisser. Det jeg prøver at sige er: hvis du tænker på at få hund, vil du så ikke overveje at besøge et internat eller lignende. Det er forkert at tro, at det er ”2. sorterings hunde”, der findes disse steder. Hvem ved, måske sidder dit kommende familiemedlem på et internat og venter på dig.

Tak til Johanna, der første gang fortalt mig om Ria og til Abbys ejere, der formidlede kontakten mellem hendes tidligere ejer og jeg. Tak til Rias opdrætter, der har hjulpet mig med at skaffe hvalpe fotografier og billeder af hendes forældre. Og en stor tak til Bo Hvidt, der passede på min hund, i de første 5 år af hendes liv. Du har gjort et godt arbejde og opdraget en pragtfuld border collie.

Ria sammen med de hunde jeg havde på det tidspunkt.