Ria
flyttede ind hos mig d. 18.10.98. Da var hun 5 år gammel. Hun
havde været familiehund og havde ikke trænet noget videre.
Hos mig er hun begyndt at træne agility og det har hun absolut
talent for. Hun er hurtig og lydig på banen og hun elsker at
løbe. I løbet af et år rykkede hun op i agility
kl. 3.
I november 2000 fik Ria en alvorlig
korsbåndsskade, der satte en stopper for hendes agility karriere.
Prognosen på det tidspunkt var, at hun aldrig ville komme ud
på en agilitybane igen. Takket være fantastiske dyrlæger,
en vellykket operation og ihærdig genoptræning, har hun
heldigvis trodset alle odds og hun er begyndt at træne igen.
Hun kommer ikke op på det konkurrence niveau hun var på
før skaden, men hun har startet et enkelt senior stævne
og hun træner hver uge på lave spring. Tak
til Frederiksberg Dyreklinik!
I 2003 deltog hun i Show of Winners agility Cup. Hun rev en pind i
første gennemløb, men lavede et fantastisk flot og hurtigt
andet gennemløb. Sammenlagt sluttede hun som nr. 2 i konkurrencen.

Ria
har et super temperament. Hun er stille og rolig indendørs,
men så snart vi kommer ud, forvandles hun til en lille orkan.
Hun er altid parat til at lave noget.
I september blev hun mental testet. Hun legede sig gennem testens
momenter - hverken raslende kæder, skud eller spøgelser
kunne imponere hende.
Ria er en kærlig og hengiven
Border Collie, som man slet ikke kan lade være med at elske.
Jeg er meget taknemlig for, at hun er kommet ind i mit liv.

I
juni 2001 bestod Ria den amerikanske Canine Good Citizen (CGC) test
under dommer Toni Mapes, der kom fra USA for at dømme prøverne.
Hun bestod desuden den amerikanske Therapy Dog International prøve
(TDI) og er nu godkendt til at tage ud som terapihund på hospitaler,
plejehjem, skoler osv.
Dommerkommentar ved Therapy Dog prøven: "Very well behaved!
Lovely pup!".
Hun har haft varierende mængder terapihunde arbejde - hovedsageligt
med udviklingshæmmede.
Ria
har mødt får en enkelt gang inden jeg fik hende og i
november 2001 tog jeg hende med til en hyrdehundedag i Frederikssund.
Ria arbejdede på fangefold. Hun fandt hurtigt balancen over
for hyrden og var ganske tændt. Det viste sig desværre
at være hårdt ved hendes opererede ben og hun haltede
da vi kom hjem, så det er ikke noget vi vil arbejde videre med.
Hun træner lydighed til husbehov...
-bare for sjov skyld!
Ria er HD fotograferet og har HD-status
B1. Hun er øjenspejlet fri som hvalp.
