The
greatest dog show in the world
Af
Emmy M. Simonsen
For
mig startede eventyret allerede i august. Ved DKKs udstilling i Hillerød
d. 18.8.02. vandt min 5 årige blå/hvide hanhund Robbie (DKCH HYRDPR
Whenway Decorated Hero) "Bedste Han" og dermed kvalificerede han
sig til Crufts. Jeg havde egentlig overvejet ikke at tage af sted i år,
men udsigten til at udstille min egen hund på verdens største
hundeudstilling, fik mig til uden yderligere betænkning at skifte mening.
Den anden weekend i marts, skulle Robbie og jeg skulle til Birmingham og deltage
i det, der er blevet kaldt "The ultimate dog show".
I år rejste jeg samme med 3 andre: Johanna Allanach og hendes Border
Collie tæve Whizz (DKCH FINCH Pikkupaimenen Chocolate Shake), Jannie
Nielsen og hendes sheltie unghan Dash (Toven Rikadon Just in Time) og endelig
Marianne, der ikke havde hund med. Til gengæld havde vi en ekstra hund
Touch (Bluewyle Touch and Go) med. Touch kvalificerede sig som bedste unghunde
han i Hillerød, men da hans ejer Helle lige har født hendes
og Bonniks første søn, kunne hun ikke rejse. Derfor var Touch
med os.
Dette er vores dagbog fra turen:
Tirsdag
d. 4. marts 2003.
Egentlig burde vi vel have fattet mistanke allerede da Johanna for 3 dage
siden ringede og fortalte at Whizz var kommet i løbetid. Allerede den
gang burde vi have anet, at intet på vores tur ville gå helt som
vi ønskede. Vi burde have indset, at vi var forbandet af dårlig
karma. Men det gjorde vi ikke. Vi var stadig optimistiske og forventede en
problemfri tur. Vi kunne godt se, at en lille bil med 3 hanhunde og en (på
hjemturen) højløbsk tæve ikke var optimalt, men at det
skulle være et varsel om de kommende dages prøvelser, forstod
vi ikke.
Tirsdag eftermiddag mødtes vi derfor fulde af optimisme på Thorsvej
uden for mit hus. Vi pakkede bil, sagde farvel til de hunde, der skulle blive
hjemme og så var vi klar. Skæbnen besluttede at lulle os i søvn,
inden den for alvor rulle sig ud og viste sin magt og styrke, så turen
fra Sorø til Calais gik absolut problemfrit. Vi kørte den på
12 timer med kun 3 - 4 små benzin stop undervejs. Kl. lidt i 6 onsdag
morgen var vi Calais færgehavn.
Onsdag
d. 5. marts 2003.
Whizz havde været meget urolig den sidste halvdel af turen gennem Frankrig,
så vi blev enige om, at Johanna og jeg gik ind for at få billetter
og få tjekket hundenes papirer mens Marianne og Jannie luftede hunde.
Først hannerne og så den løbske tæve
På Seafrance billetkontor blev vi mødt af en yngre rødhåret
og meget charmerende franskmand, der var totalt under tøflen af en
lidt ældre, arrogant franskmand med fedtet hår.
Den rødhårede startede med at kigge grundigt på hundenes
papirer. Efter 2 minutter kom skæbnen med sit første hårde
stød. Den talte gennem den rødhåredes franskmands mund
og slog totalt luften ud af os med ordene: "Jeg kan ikke godkende de
to hundes dokumenter - de kan ikke få indrejse tilladelse!". Johanna
og jeg var målløse. Jeg sværger, at jeg kunne høre
min pacemaker slå et ekstra slag, for derefter helt at gå i stå!!!
Franskmanden med det fedtede hår var rigtigt i sit es. Han roste sin
yngre kollega til skyerne, over at han havde gennemskuet vores "falske"
papirer. Det viste sig, at Touch' og Dash' 6 måneders attest var dateret
1 måned for tidligt i forhold til den dato hvor blodprøven er
udtaget. Vi troede (og det gjorde dyrlægen tydeligvis også), at
der bare skulle gå 6 mdr. fra blodprøven var udtaget til hunden
kunne rejse ind i UK, men der skulle åbenbart også gå 6
mdr. fra blodprøven til dateringen af sundhedsattesten. Det gjorde
absolut ingen praktisk forskel, men regler er regler - især i Calais.
Vi tiggede og bad og græd (næsten), så til sidst indvilgede
de to franskmænd i at tilkalde deres overordnede. Han kom i løbet
af få minutter og til vores overraskelse var han faktisk meget imødekommende.
I begyndelsen gav han os ret i, at vores papirer var ok, hvilket straks fik
den arrogante franskmand til at vende sig mod den rødhårede og
mobbe ham skånselsløst, fordi han havde stoppet to uskyldige
danskere og beskyldt dem for at have fejl i deres papirer. Desværre
gjorde disse mobberier den rødhårede stædig, så han
hold fast i sit og efter en langsommelig gennemgang af div. bøger,
mapper osv. besluttede chefen sig for at kontakte MAFF (Ministeriet for landbrug,
fiskeri og fødevarer) i England og høre hvad de sagde. Efter
en kort samtale fik Johanna røret og talte med den engelske embedsmand.
Løsningen på det hele blev, at vi kunne køre om bord på
færgen og når vi kom til England skulle vi straks melde os ved
told myndighederne for at få afklaret om de ville lukke os ind. Alt
dette havde taget 3 timer og vores nerver sad praktisk talt uden på
tøjet.
Om bord på
færgen havde vi planlagt et surprise fødselsdags party for Jannie,
der havde haft fødselsdag 2 dage tidligere. Vi havde medbragt lagkage,
gave, flag osv. men feststemningen havde svært ved at indfinde sig.
Jo nærmere vi kom Dover, jo mere stille og blege blev vi alle. Ingen
af os talte om det, men vi spekulerede alle på hvem der skulle rejse
til Danmark med hundene, hvis de ikke kom ind i landet.
I Dover kørte vi artigt ind i bilkøen af folk, der havde "noget
at fortolde". De veterinære myndigheder ventede os. Vi blev mødt
af en venligt, smilende ung dame, der tog vores papirer med. Da hun kom tilbage
havde hun annulleret de papirer med fejl, så de ikke kunne bruges mere
og derefter lod hun os komme ind i England. Det hele gik så hurtigt
og smertefrit, at vi slet ikke kunne forstå det. For 2 timer siden havde
vi været på vej tilbage til Danmark og nu var vi pludselig på
vej ind i England!!! Det var første gang vi oplevede, at "noget"
holdt hånden over os.
Jannie, der havde sovet hele vejen gennem Europa (hun er 16 år gammel
og har derfor ikke kørekort, så hun sad på bagsædet
og sov), var frisk og udhvilet, men vi andre var efterhånden godt smadrede.
Spændingen i Calais havde været udmattende.
Ikke desto mindre
fortsatte vi (nu med Johanna bag rettet og i venstre side af vejen) gennem
Sydengland mod Pulborough, hvor vi skulle bo en del af vores tid i England.
Vi fandt Pulborough uden de helt store problemer og på Mason Close blev
vi mødt af Bernadette. Hende og hendes mand Dennis havde tilbudt os,
at vi kunne bo hos dem. De kommer egentlig fra USA, men Dennis arbejder i
England, så indtil videre bor de der.
Vi pakkede ud, luftede hunde og derefter tilbød Bernadette at køre
os til en rigtig hyggelig by Chichester, ca. ½ times kørsel
fra Pulborough. Vi satte os ind i Dennis store, rummelige bil og så
kørte vi. I begyndelsen var Jannie meget kæphøj. Bernadettes
kørsel ad de små, snoede landeveje mindede mest af alt om rutschebanen
i Tivoli og det fandt Jannie meget underholdende, men snart var hun lige så
køresyg som alle os andre. Bernadette kører ikke godt, men hun
kører hurtigt! Da vi efter ½ times lidelser ankom til bestemmelsesstedet
væltede vi grønne i hovederne ud i frisk luft. Det varede næsten
tre kvarter før jeg var så frisk, at jeg kunne nyde Chichesters
smukke gader og små, spændende butikker. Hjemturen gik lidt bedre
- der havde vi gjort Bernadette opmærksom på, at vores maver var
skrøbelige efter 17 timers rejse og ingen søvn.
Torsdag
d. 6. marts 2003.
Vi stod tidligt op! Kl. 6 sad vi i bilen med kurs mod Birmingham, hvor Crufts
afholdes. Dash og Whizz blev hos Bernadette - hun skulle bade og soignere
dem og så tage dem med til Crufts fredag morgen.
Vi ville køre tidligt for at undgå myldretiden på ringvejen
rundt om London. Endnu engang gav vores dårlige karma os et mildt puf
i siden for at gøre os opmærksomme på, at vi stadig kun
er små brikker i et større spil og vores ankomst tidspunkt til
NEC ikke var op til os - ligegyldigt hvor tidligt vi stod op. På M1,
den store motorvej rundt om London, havde der været et færdsels-uheld,
så selv om vi ikke ramte myldretiden, holdt vi alligevel i kø.
Den tur, der skulle have taget 2 timer at køre, kom til at tage 4½
time! Jeg går ud fra, at vi skal være glade for, at det ikke var
os, der var kørt galt, men alligevel
Kort før 11 ankom vi til NEC, der hver år danner de perfekte
rammer om Crufts. NEC består af 5 enorme haller, der er fyldt med udstillingsringe,
stande osv. Det er ubeskriveligt stort! Udstillingen strækker sig over
4 dage og der var i år tilmeldt mere end 22.000 hunde. Der er ca. 350
stande, hvor der sælges bøger, videofilm, legetøj, liner,
tasker, tøj, foder, bure, rengøringsartikler, figurer, krus
med alverdens racer, håndkøbsmedicin osv. Man kan købe
alt hvad der har med hunde at gøre! Torsdag var "gundog dag",
hvor alle jagthundene blev bedømt, så der skulle vi bare handle
og nyde atmosfæren. Og handlede det gjorde vi. Da vi sidst på
eftermiddagen mødtes i det specielle rum, som de har lavet til "overseas
visitors", lignede vi pak-æsler fra Peru.
Som en service til de udenlandske gæster, serveres der gratis kaffe
og the i "Overseas Lounges" placeret rundt i de forskellige haller.
Sikke en gæstfrihed.
Vi fik
også tid til at se et par af de opvisninger, der hele dagen finder sted
i "Special Event ringen". I år så vi Heelwork to Music
og handicaphunde. Var vi blevet siddende længere kunne vi have set agility,
flyball, hørehunde for de døve, førerhunde, Tricky Tykes
Terrier Race, politihunde og meget mere. En af de rigtig spændende ting
i år var, at de havde arrangeret en opvisning for at fejre agility'ens
25 års jubilæum i England. De havde samlet de førere der
havde lavet opvisning i agility for 25 år siden. De havde tøj
på fra den gang og de løb på agilitybanen fra den første
agility opvisning ved Crufts - også 25 år gammel. Det eneste de
havde skiftet ud var hundene. De oprindelige hunde levede naturligvis ikke
længere. Desværre så jeg ikke denne opvisning "live",
men jeg fulgte den over de storskærme, der var placeret rundt omkring
i hallerne. Over disse skærme så jeg i øvrigt også
Mary Rays flotte lydighedsprogram, der placerede hende og Quincy (OBCH Woodsorrel
Red Wine) som vinder af lydigheden i hanhundeklassen.
Kl. 17 havde vi en aftale med Bob og Alison Tunnicliff fra Kennel Littlethorn,
så kl. 16 gjorde vi klar til at forlade udstillingen. NEC dækker
så stort et område, at man ikke (inden for en rimelig tid) kan
gå fra parkeringspladserne til hallen. Derfor var der gratis Shuttlebus
ruter fra hallen og ud til bilerne. Vi stillede os i kø ved stoppestedet
til "Carpark S6".
Mens vi stod og
ventede, gik to mænd forklædt som henholdsvis kat og hund rundt
og reklamerede for Hills. Katten fik øje på Johanna og Jannie.
Johanna smilede sødt og vinkede til den. Jannie panikede! Hun skreg
"den kigger på os" og brød sammen i halvvejs latter,
halvvejs panisk gråd. Det fik naturligvis straks katten til at kommer
over mod hende. Jannie flygtede og katten opgav. Stakkels Jannie fik bearbejdet
sit traumatiske forhold til katte og det endte faktisk med, at vi tog et billede
af hende og mig sammen med katten og hunden.
Alle i bussen havde næsten lige så mange poser og tasker som os,
så der var trængsel. Heldigvis var chaufføren ualmindelig
veloplagt og tog det hele med humør. De bad os være særligt
forsigtige med ikke at træde på hundepoter- og haler. Vi var imponerede
over den service og det humør vi blev mødt med.
Vi
kom alt for sent til vores aftale med Bob og Alison, men det tog de nu med
godt humør. Vi blev vist ind i deres stue og fik serveret the. Vi havde
dårligt sat os, før jeg fik Bob til at finde den engelske Border
Collie Årbog. Jeg skulle se Robbies placering på "Top Stud
dog 2002 Top10 listen". Han var rykket en placering op i forhold til
sidste år og ligger nu nr. 6, så det satte vores humør
yderligere i vejret.
Kennel Littlethorn
har haft et meget succesfuldt udstillingsår, hvilket også har
givet dem en placering som Årets Opdrætter nr. 2 2002. Vi så
deres meget vindende hanhund Littlethorn Continental (Whenway Decorated Hero
x Littlethorn Elegance) og hans kuldsøster Littlethorn Xsara. Bagefter
så vi Xsaras afkom (efter Sheltysham Swagman) Littlethorn Galaxy (Årets
hvalp nr. 2) og Littlethorn Kia. Og til sidst kom de med den dejligste unghund
Littlethorn Vito (Whenway Royal Highlander x Littlethorn Elegance), en 7 måneder
gammel hanhund med et skønt temperament. Han var i den ranglede alder
og lidt løs i overlinjen, men han havde et dejligt sind og ville blive
en super agility eller lydighedshund. Han måtte godt være kommet
med mig hjem.
Alt for hurtigt måtte vi tage afsked, for vi havde endnu en aftale den
aften. Vi skulle besøge Robbies tidligere ejere og opdrættere
af min anden hanhund Whisper; Maureen og Derek Briddon fra Kennel Bridacre.
Hos
Kennel Bridacre var vi ventet ikke blot af Maureen og Derek, men også
af Robbies opdrætter Sheena Kilsby (Kennel Whenway) og Diana Ecob fra
Kennel Chartop.
Robbie boede hos Maureen og Derek indtil han som 4 årig kom til Danmark
og det var tydeligt, at han følte sig hjemme. Han hilste på Maureens
tæve Julie (Bridacre Juliet), som om de havde været væk
fra hinanden i ½ time og ikke i 2 år og derefter lagde han sig
ind i hjørnet ved siden af Maureens stol, hvor han altid lå den
gang han boede der. Vi havde en rigtig hyggelig aften, hvor snakken gik lystigt
om vores alle sammens favorit emne: Border Collier. Maureen havde sørget
for et overdådigt aftensmåltid, hvor der ikke manglede noget.
Det blev sent inden vi brød op. Robbie kom frem fra sit hjørne
- han ville alligevel ikke efterlades.
Vi havde lige en ting mere vi skulle nå før vi kunne finde hotellet
og gå til ro. Vi skulle ud og handle! I England har de store supermarkeder,
der har åben 24 timer i døgnet og det er vores store fornøjelse
at handle midt om natten, når vi er i England. Derek tilbød at
køre foran os til nærmeste 24 timers Tesco.
Det er totalt sjovt at handle midt om natten. Der er ikke andre i butikken end et par gnavne butiks assistenter og en kassedame eller to. Vi gav os god tid til at ose og finde det vi skulle bruge næste dag til Crufts. Jannie var gået helt i selvspind efter at have været på Crufts. På trods af, at hun havde det nydeligste udstillings tøj med, syntes hun at alle andre havde pænere tøj på, så hun ville finde en fin jakke til at udstille i. Desværre var alle jakkerne enten for store, for dyre eller for grimme, så til sidst opgav hun.
Klokken meget,
meget sent ankom vi til Travel Lodge i Rugby, hvor vi skulle overnatte. Jeg
luftede hunde og Touch tissede Robbie i hovedet, så op og vaske hund
inden den store dag.
Da vi endelig kom i seng, var der 3½ time til vi skulle op igen.
Fredag
d. 7. marts 2003.
Border Collie dag på Crufts! Er du sviller hvor var vi trætte
da vækkeuret ringede. Jeg kæmpede mig ud i bad og så ned
med hundene, der skulle luftes. Da jeg kom op igen var alle ved at være
klar i det fine udstillings tøj. Trods Jannies skrupler aftenen før,
så hun blændende ud.
Kl. 7 var vi ved NEC og kunne gå ind og finde Bernadette og vores hunde.
Jannie var især glad for at se Dash igen - og det var vist gensidigt.
Vi benyttede ventetiden til at flytte ind i vore "bokse" og til
at træne lidt med hundene inde i ringene.
Kl. 9 gik bedømmelserne i gang. Der var 370 Border Collier tilmeldt. Hanhunde dommer var Mr. J. E. Gascoigne og tæve dommer Mrs. P. A. Wilkinson. Johanna skulle udstille 2 hunde inden for de første klasser. Hun skulle udstille Jannies Dash i hans første klasse (han var tilmeldt i 3 klasser) og Touch straks hun var færdig med Dash. Det endte med, at jeg tog Touch ind i hans første klasse.
Touch opførte
sig pænt, han løb flot og stod perfekt. Dommeren var meget venlig
og talte beroligende til hundene inden han rørte dem. Desværre
blev Touch alligevel lidt betuttet og han trak sig en smule for dommeren.
Vi blev sendt ud for at løbe og da vi kom tilbage var Touch faldet
til ro og dommeren kunne røre ham uden problemer. Da vi var færdige
med bedømmelsen var Johanna kommet tilbage, så jeg gik ud og
lod hende overtage Touch. Hun gik ind i ringen lige som Mr. Gascoigne skulle
til at placere hundene. Touch og Johanna blev taget ud som 3. vinder i "Special
Yearling Dog"! Der stod hun med den rosette, som jeg skulle have modtaget!!!
Jeg kunne have sparket mig selv i måsen!!! Da jeg gik ud og lod Johanna
gå ind, var det fordi jeg ikke forventede nogen placering :-)
Touch fortsatte
som han var startet. Han vandt "Under Graduate Dog" og blev 4. vinder
i "Graduate Dog". Godt gået Touch - du gjorde danskerne ære!
Næste danske
hund i ringen var Whizz, der skulle ind i tæve ringen. Hun blev handlet
af Johannas engelske veninde Lisa. De gjorde det fint, men opnåede ikke
nogen placering i en åben klasse med 26 deltagere.
Sidste "dansker"
var Robbie. Han skulle ind i en meget stærk åben klasse med 28
hunde. Han viste sig perfekt og travede som en drøm, men selv om dommeren
kiggede meget på ham, rakte det ikke til en placering. Han må
dog alligevel have gjort indtryk, for bagefter kom en del for at få
lov til at tage billeder af ham og for at få mit visitkort.
Bedste han blev Multi Champion Borderfame Heart n' Soul (Khayoz Soul Deep
x Borderfame Token of Love). Bedste tæve og Bedst i Racen blev C. Wards
sort/hvide tæve Sheltysham Chic Chandon Avec Caristan JW (Caristan Moet
Chandon x Sheltysham So Chich). Hun var en populær vinder, men placerede
sig desværre ikke i gruppen. Pastoral Gruppe blev vundet af en smuk
Bearded Collie hanhund Ch Hamble Huckleberry.
Trætte, mættede af indtryk og mange £ fattigere forlod vi NEC. Vi havde fuldstændig glemt, hvordan vi de sidste dage havde tiltrukket uheld, så det kom bag på os, at jord og himmel stod i et, da vi kom uden for hallen. Det regnede ikke bare - det var en syndflod. Rigtig skidt, for vi skulle stå og pakke alt vores bagage ned i en tagboks oven på en bil på en åben parkeringsplads! Alt ville blive gennemblødt!
Vi stillede os
i kø til Shuttlebus'en og denne gang var der ingen katte til at underholde
os. Nedtrykte og trætte kiggede vi ud på regnen, der ikke så
ud til at ville stoppe foreløbigt.
Vi kom ikke med den første Shuttlebus, men vi ventede alligevel ikke
mere end 10 minutter, før vi maste os ind i en bus mod "Carpark
East 5". Endnu engang blev vi overrumplede over chaufførens venlighed
og imødekommenhed. Hun underholdte med et lille "one-woman-show",
mens hun fik bussen fyldt op til bristepunktet. Hun skulle have været
til pause, men valgte lige at køre en tur mere, så flest muligt
kunne komme hurtigt tilbage til deres biler. Robbie og Touch måtte sidde
på bagagehylden, så ikke de blev trådt på - godt det
ikke var Irsk Ulvehunde vi havde med.
Som før nævnt, var der nogen, der holdt hånden over os på denne tur. Det oplevede vi også nu. Som ved et mirakel stoppede regnen i 10 minutter mens vi pakkede bil. Derefter stod det atter ned i stænger.
På vej tilbage til Pulborough, stoppede vi for at spise. Da vi havde 3 hanhunde og en højløbsk tæve i bilen, blev vi enige om at gå ind af to gange. Jannie og jeg gik først. Vi fandt en KFC og stillede os i kø. Jannie er teenager med stort T og hendes udtalelser havde chokeret os utallige gange undervejs. Nu var jeg overtræt og i selskab med en vulgær teenager, så vores samtale mens vi ventede i køen kørte en anelse af sporet. Lad mig nøjes med at sige, at emnet for vores diskussion hverken var passende for en kø ved KFC eller for Border Collie News. Det var slemt! Efter et stykke tid konstaterede jeg højlydt, at "det vil bare være pinligt, hvis det viser sig, at nogen i den her kø taler danske", hvor efter den nydelige dame foran os vender sig mod din mand og på klingende jysk spørger "Hvad vil du have at drikke til din burger, skat?". Jannie og jeg sagde ikke et ord! Vi vendte os bare om og gik over i køen til Burger King. Morale: Tal ikke højt om noget du ikke ønsker andre skal høre - heller ikke selv om du er i udlandet!
Resten af turen
forløb i silende regn. Pga. vejret tog turen også denne gang
tæt på 4 timer.
Tilbage hos Bernadette prøvede vi ihærdigt at være sociale,
men det varede ikke længe før vi alle var i seng og sov tungt.
Alle lige bortset fra Robbie. Han lå helt stille ved siden af min seng
og stirrede på døren. Han håbede at den søde tæve
i løbetid ville komme ind
Lørdag d.
8. marts 2003.
Vi sov længe!
For første gang på turen sov vi mere end 4 timer på en
nat. Det var ubeskriveligt. Vi havde planlagt at tage på sightseeing,
men der hvilede en tung og dvask stemning over os alle, så klokken blev
11 før vi kom ud af døren. Vi kørte mod Salisbury, en
hyggelig, gammel by vest for London. Vi gik rundt i byens gader, kiggede på
forretninger, spiste "Fish and Chips" og hyggede os.
Salisbury har en stor smuk kirke, som vi var inde og se. Vi så bl.a.
en grav, hvor man mente at en adelsmand var begravet, indtil en dna test i
nyere tid havde vist, at det umuligt kunne være ham. Vi så også
de sidste rester af den ene af de originale Magna Carta tekster. Magna Carta
er den kontrakt King John og Runnymede baronerne indgik i 1215. Der er 4 originale
eksemplarer af teksten tilbage. To er på British Museum, en på
Lincoln Castle og en altså i Salisbury Katedralen.
Fra Salisbury kørte vi videre mod Stonehenge. Jeg går ud fra, at alle de myter og legender der omgære dette fantastiske sted, var med til at sætte os i den rette stemning, for området omkring de enorme sten emmede af mystik.
Johanna og Jannie
var ikke specielt følsomme over for denne fortidens ånd, der
pustede os i nakken. De kastede et hurtigt blik på stenene, derefter
brugte de 5 minutter på at diskuterer hvordan de elektroniske guider
vi havde fået udleveret virkede og så hoppede de som små
kaniner tilbage til varmen i bilen. Marianne og jeg fulgte den guidede tur
til punkt og prikke og vi var virkelig fascinerede af det forunderlige bygningsværk,
der stod foran os.
Turen
gik videre til Wiltshire, hvor vi så The Westbury White Horse. Det er
en kæmpe stor, hvid hest, der er hugget ud i en kalk klint. Den nuværende
hest stammer fra 1800 tallet, men den er lavet oven på resterne af den
oprindelige hest, der stammer fra 878 efter Kristi fødsel. Den blev
lavet som en hyldest til King Alfreds hest, der ledsagede ham i krigen mod
og sejren over danskerne ved Ethandun .
Hesten ligger på en kæmpe, stejl skråning og da vi var der
blæste det. Så det var med tungen lige i munden, vi gik så
tæt på, at vi kunne røre hesten ører, der nåede
helt op til stien.
Vi fortsatte op
ad de stejle skråninger og nød udsigten. Området blev græsset
ned af store flokke af får, så Robbie havde travlt. Vi trænede
lidt fradrivning i snor (8 m. flexiline), men vi måtte være meget
forsigtige, for Englænderne skyder uden varsel løse hunde der
jager eller skræmmer deres får. Derfor holdt vi god afstand og
sørgede for ikke at stresse dyrene.
Westbury
White Horse var lave for at hovere over danskerne, der var blevet slået
i krigen. Jeg er overbevist om, at der ved samme lejlighed blev kastet en
forbandelse over stedet, således at alle danskere der betræder
det bliver ramt af uheld. Eller måske var det bare den dårlige
karma, der havde plaget os hele turen. Hvad det end var, så ville bilen
ikke starte da vi kom tilbage. Lige inden vi tog af sted til England havde
den været til service og alt var i orden. Den havde kørt som
en drøm hele vejen, men nu ville den bare ikke starte. Når vi
drejede nøglen klikkede den.
Marianne var på grænsen til et hysterisk anfald. Vi andre tog
det med godt humør. Vi fik ringet til Falck, der lovede at sende assistance
via en af deres engelske samarbejdspartnere. Vi var faktisk ikke rigtig klar
over hvor vi var, så da den venlige Falck dame bad om vores position
brød Johanna grinende sammen "Det ved jeg faktisk ikke, men der
er en hvis hest foran os, hvis det hjælper?!". Vi fik så
godt som forklaret, hvor vi befandt os.
3 minutter senere ringede Falck tilbage. Den bil der var registreret på
det Falck nummer vi havde opgivet, var ikke den bil vi kørte i! Bent
og Marianne havde måske glemt at melde, at de havde skiftet bil - eller
måske havde Falck glemt at rette det
ligegyldigt hvad, så
holdt vi nu midt i ingenting på toppen af en høj bakke, langt
uden for lands lov og ret i en bil der ikke ville starte og som ikke var dækket
af Falck. Heldigvis lovede den venlige mand, at de nok skulle hjælpe
os, hvis vi lovede at rette fejlen straks vi kom hjem til Danmark. Puha! På
det tidspunkt skiftede Mariannes ansigtskulør fra hvid til blålig
og tilbage igen...
Efter ca. 20 minutter prøvede Johanna lige at starte bilen en sidste
gang og King Alfreds forbandelse var åbenbart blevet træt af at
lege med os, for bilen startede straks og vi kunne køre. Således
blev vi for 3. gang mindet om, at en højere magt så venligt på
os og holdt hånden over os.
På vej hjem stoppede vi i en Tesco for at købe ind til hjemturen og til vores store lettelse startede bilen igen uden problemer.
Da
vi kom hjem til Bernadette stod aftensmaden på bordet. Dennis er en
ørn i et køkken og vi havde en glubende appetit. Efter maden
kom Bernadette med den flotteste fødselsdagskage til Jannie. Kagen
var pyntet som en sheltie. Vi sang fødselsdagssang først på
dansk og så på engelske. Lige så blå som Marianne
var i hovedet da bilen ikke ville starte, lige så rød blev Jannie
nu.
Efter kagen gik vi op for at pakke og læsse vores ting i bilen. På trods af vores vilde indkøb på Crufts lykkedes det os at få det meste op i tagboksen.
Da vi gik i seng var der 3½ time til vi skulle op igen.
Søndag
d. 9. marts 2003.
Vækkeuret ringede kl. 3.30. Robbie havde endnu en nat ligget og kigget
på døren i håb om et damebesøg. Kl. 4.15 sad vi
i bilen parat til at sætte kurs mod Danmark.
Turen til færgen gik uden de store begivenheder. Ved Dover færgehavn
ville den engelske dame se vores hundes papirer, så vi kunne rejse UD
af England. Det havde vi aldrig oplevet før. Hun informerede os i øvrigt
om, at vores hunde skulle have haft loppe og ormekur 24 timer inden vi skulle
ind i Frankrig. Vi fandt aldrig ud af om hun havde ret i det, for i Calais
vinkede de os bare videre. De var ligeglade med vores hunde.
På færgen spise vi morgenmad. Midt i yoghurten, var vi ved at få maden galt i halsen, for ejeren af en bil med vores nummerplade blev bedt om at henvende sig i informationen. Vi blev straks bekymrede. Man ved aldrig hvad 3 hanhunde kan finde på, når de er lukket inde i en bil med en løbsk tæve (hundene må ikke komme ud af bilen og man må ikke selv blive i bilen, så der var ikke andet at gøre end at efterlade dem alene). Heldigvis viste det sig, at Robbie bare havde stresset så meget over Whizz, at han havde dugget bilen til. Derfor troede færgefolket, at de var ved at omkomme af varme inde i bilen. Da vi åbnede var der ikke spor varmt, men vi åbnede et par vinduer og takkede for deres omsorg. Det er dejligt at vide, at hundene ikke er overladt til sig selv, selv om færgeregler forbyder os at holde øje med dem.
Resten af turen gik uden de store oplevelser - et lille skænderi om hvorvidt vi skulle forlade motorvejen for at finde en McDonald eller ej, var vist det vildeste. Kl. 9.30 var vi i Sorø. Trætte og mættede af oplevelser.
Det var dejligt at se de hunde, der ikke havde været med. Men jeg holdt ikke ud ret længe. Snart lå jeg i min seng og nød at indhente den søvn, som jeg manglede efter at have sovet 3 - 5 timer hver nat i en uges tid.