The greatest dog show in the world
Af Emmy M. Simonsen

 

For mig startede eventyret allerede i august. Ved DKKs udstilling i Hillerød d. 18.8.02. vandt min 5 årige blå/hvide hanhund Robbie (DKCH HYRDPR Whenway Decorated Hero) "Bedste Han" og dermed kvalificerede han sig til Crufts. Jeg havde egentlig overvejet ikke at tage af sted i år, men udsigten til at udstille min egen hund på verdens største hundeudstilling, fik mig til uden yderligere betænkning at skifte mening. Den anden weekend i marts, skulle Robbie og jeg skulle til Birmingham og deltage i det, der er blevet kaldt "The ultimate dog show".
I år rejste jeg samme med 3 andre: Johanna Allanach og hendes Border Collie tæve Whizz (DKCH FINCH Pikkupaimenen Chocolate Shake), Jannie Nielsen og hendes sheltie unghan Dash (Toven Rikadon Just in Time) og endelig Marianne, der ikke havde hund med. Til gengæld havde vi en ekstra hund Touch (Bluewyle Touch and Go) med. Touch kvalificerede sig som bedste unghunde han i Hillerød, men da hans ejer Helle lige har født hendes og Bonniks første søn, kunne hun ikke rejse. Derfor var Touch med os.
Dette er vores dagbog fra turen:

 

Bemærk halsbåndet!Tirsdag d. 4. marts 2003.
Egentlig burde vi vel have fattet mistanke allerede da Johanna for 3 dage siden ringede og fortalte at Whizz var kommet i løbetid. Allerede den gang burde vi have anet, at intet på vores tur ville gå helt som vi ønskede. Vi burde have indset, at vi var forbandet af dårlig karma. Men det gjorde vi ikke. Vi var stadig optimistiske og forventede en problemfri tur. Vi kunne godt se, at en lille bil med 3 hanhunde og en (på hjemturen) højløbsk tæve ikke var optimalt, men at det skulle være et varsel om de kommende dages prøvelser, forstod vi ikke.
Tirsdag eftermiddag mødtes vi derfor fulde af optimisme på Thorsvej uden for mit hus. Vi pakkede bil, sagde farvel til de hunde, der skulle blive hjemme og så var vi klar. Skæbnen besluttede at lulle os i søvn, inden den for alvor rulle sig ud og viste sin magt og styrke, så turen fra Sorø til Calais gik absolut problemfrit. Vi kørte den på 12 timer med kun 3 - 4 små benzin stop undervejs. Kl. lidt i 6 onsdag morgen var vi Calais færgehavn.

 

Emmy og RobbieOnsdag d. 5. marts 2003.
Whizz havde været meget urolig den sidste halvdel af turen gennem Frankrig, så vi blev enige om, at Johanna og jeg gik ind for at få billetter og få tjekket hundenes papirer mens Marianne og Jannie luftede hunde. Først hannerne og så den løbske tæve…
På Seafrance billetkontor blev vi mødt af en yngre rødhåret og meget charmerende franskmand, der var totalt under tøflen af en lidt ældre, arrogant franskmand med fedtet hår.
Den rødhårede startede med at kigge grundigt på hundenes papirer. Efter 2 minutter kom skæbnen med sit første hårde stød. Den talte gennem den rødhåredes franskmands mund og slog totalt luften ud af os med ordene: "Jeg kan ikke godkende de to hundes dokumenter - de kan ikke få indrejse tilladelse!". Johanna og jeg var målløse. Jeg sværger, at jeg kunne høre min pacemaker slå et ekstra slag, for derefter helt at gå i stå!!! Franskmanden med det fedtede hår var rigtigt i sit es. Han roste sin yngre kollega til skyerne, over at han havde gennemskuet vores "falske" papirer. Det viste sig, at Touch' og Dash' 6 måneders attest var dateret 1 måned for tidligt i forhold til den dato hvor blodprøven er udtaget. Vi troede (og det gjorde dyrlægen tydeligvis også), at der bare skulle gå 6 mdr. fra blodprøven var udtaget til hunden kunne rejse ind i UK, men der skulle åbenbart også gå 6 mdr. fra blodprøven til dateringen af sundhedsattesten. Det gjorde absolut ingen praktisk forskel, men regler er regler - især i Calais. Vi tiggede og bad og græd (næsten), så til sidst indvilgede de to franskmænd i at tilkalde deres overordnede. Han kom i løbet af få minutter og til vores overraskelse var han faktisk meget imødekommende. I begyndelsen gav han os ret i, at vores papirer var ok, hvilket straks fik den arrogante franskmand til at vende sig mod den rødhårede og mobbe ham skånselsløst, fordi han havde stoppet to uskyldige danskere og beskyldt dem for at have fejl i deres papirer. Desværre gjorde disse mobberier den rødhårede stædig, så han hold fast i sit og efter en langsommelig gennemgang af div. bøger, mapper osv. besluttede chefen sig for at kontakte MAFF (Ministeriet for landbrug, fiskeri og fødevarer) i England og høre hvad de sagde. Efter en kort samtale fik Johanna røret og talte med den engelske embedsmand. Løsningen på det hele blev, at vi kunne køre om bord på færgen og når vi kom til England skulle vi straks melde os ved told myndighederne for at få afklaret om de ville lukke os ind. Alt dette havde taget 3 timer og vores nerver sad praktisk talt uden på tøjet.
Om bord på færgen havde vi planlagt et surprise fødselsdags party for Jannie, der havde haft fødselsdag 2 dage tidligere. Vi havde medbragt lagkage, gave, flag osv. men feststemningen havde svært ved at indfinde sig. Jo nærmere vi kom Dover, jo mere stille og blege blev vi alle. Ingen af os talte om det, men vi spekulerede alle på hvem der skulle rejse til Danmark med hundene, hvis de ikke kom ind i landet.
I Dover kørte vi artigt ind i bilkøen af folk, der havde "noget at fortolde". De veterinære myndigheder ventede os. Vi blev mødt af en venligt, smilende ung dame, der tog vores papirer med. Da hun kom tilbage havde hun annulleret de papirer med fejl, så de ikke kunne bruges mere og derefter lod hun os komme ind i England. Det hele gik så hurtigt og smertefrit, at vi slet ikke kunne forstå det. For 2 timer siden havde vi været på vej tilbage til Danmark og nu var vi pludselig på vej ind i England!!! Det var første gang vi oplevede, at "noget" holdt hånden over os.
Jannie, der havde sovet hele vejen gennem Europa (hun er 16 år gammel og har derfor ikke kørekort, så hun sad på bagsædet og sov), var frisk og udhvilet, men vi andre var efterhånden godt smadrede. Spændingen i Calais havde været udmattende.
Ikke desto mindre fortsatte vi (nu med Johanna bag rettet og i venstre side af vejen) gennem Sydengland mod Pulborough, hvor vi skulle bo en del af vores tid i England.
Vi fandt Pulborough uden de helt store problemer og på Mason Close blev vi mødt af Bernadette. Hende og hendes mand Dennis havde tilbudt os, at vi kunne bo hos dem. De kommer egentlig fra USA, men Dennis arbejder i England, så indtil videre bor de der.
Vi pakkede ud, luftede hunde og derefter tilbød Bernadette at køre os til en rigtig hyggelig by Chichester, ca. ½ times kørsel fra Pulborough. Vi satte os ind i Dennis store, rummelige bil og så kørte vi. I begyndelsen var Jannie meget kæphøj. Bernadettes kørsel ad de små, snoede landeveje mindede mest af alt om rutschebanen i Tivoli og det fandt Jannie meget underholdende, men snart var hun lige så køresyg som alle os andre. Bernadette kører ikke godt, men hun kører hurtigt! Da vi efter ½ times lidelser ankom til bestemmelsesstedet væltede vi grønne i hovederne ud i frisk luft. Det varede næsten tre kvarter før jeg var så frisk, at jeg kunne nyde Chichesters smukke gader og små, spændende butikker. Hjemturen gik lidt bedre - der havde vi gjort Bernadette opmærksom på, at vores maver var skrøbelige efter 17 timers rejse og ingen søvn.

Torsdag d. 6. marts 2003.
Vi stod tidligt op! Kl. 6 sad vi i bilen med kurs mod Birmingham, hvor Crufts afholdes. Dash og Whizz blev hos Bernadette - hun skulle bade og soignere dem og så tage dem med til Crufts fredag morgen.
Vi ville køre tidligt for at undgå myldretiden på ringvejen rundt om London. Endnu engang gav vores dårlige karma os et mildt puf i siden for at gøre os opmærksomme på, at vi stadig kun er små brikker i et større spil og vores ankomst tidspunkt til NEC ikke var op til os - ligegyldigt hvor tidligt vi stod op. På M1, den store motorvej rundt om London, havde der været et færdsels-uheld, så selv om vi ikke ramte myldretiden, holdt vi alligevel i kø. Den tur, der skulle have taget 2 timer at køre, kom til at tage 4½ time! Jeg går ud fra, at vi skal være glade for, at det ikke var os, der var kørt galt, men alligevel…
Kort før 11 ankom vi til NEC, der hver år danner de perfekte rammer om Crufts. NEC består af 5 enorme haller, der er fyldt med udstillingsringe, stande osv. Det er ubeskriveligt stort! Udstillingen strækker sig over 4 dage og der var i år tilmeldt mere end 22.000 hunde. Der er ca. 350 stande, hvor der sælges bøger, videofilm, legetøj, liner, tasker, tøj, foder, bure, rengøringsartikler, figurer, krus med alverdens racer, håndkøbsmedicin osv. Man kan købe alt hvad der har med hunde at gøre! Torsdag var "gundog dag", hvor alle jagthundene blev bedømt, så der skulle vi bare handle og nyde atmosfæren. Og handlede det gjorde vi. Da vi sidst på eftermiddagen mødtes i det specielle rum, som de har lavet til "overseas visitors", lignede vi pak-æsler fra Peru.
Som en service til de udenlandske gæster, serveres der gratis kaffe og the i "Overseas Lounges" placeret rundt i de forskellige haller. Sikke en gæstfrihed.


Vi fik også tid til at se et par af de opvisninger, der hele dagen finder sted i "Special Event ringen". I år så vi Heelwork to Music og handicaphunde. Var vi blevet siddende længere kunne vi have set agility, flyball, hørehunde for de døve, førerhunde, Tricky Tykes Terrier Race, politihunde og meget mere. En af de rigtig spændende ting i år var, at de havde arrangeret en opvisning for at fejre agility'ens 25 års jubilæum i England. De havde samlet de førere der havde lavet opvisning i agility for 25 år siden. De havde tøj på fra den gang og de løb på agilitybanen fra den første agility opvisning ved Crufts - også 25 år gammel. Det eneste de havde skiftet ud var hundene. De oprindelige hunde levede naturligvis ikke længere. Desværre så jeg ikke denne opvisning "live", men jeg fulgte den over de storskærme, der var placeret rundt omkring i hallerne. Over disse skærme så jeg i øvrigt også Mary Rays flotte lydighedsprogram, der placerede hende og Quincy (OBCH Woodsorrel Red Wine) som vinder af lydigheden i hanhundeklassen.
Kl. 17 havde vi en aftale med Bob og Alison Tunnicliff fra Kennel Littlethorn, så kl. 16 gjorde vi klar til at forlade udstillingen. NEC dækker så stort et område, at man ikke (inden for en rimelig tid) kan gå fra parkeringspladserne til hallen. Derfor var der gratis Shuttlebus ruter fra hallen og ud til bilerne. Vi stillede os i kø ved stoppestedet til "Carpark S6".
Mens vi stod og ventede, gik to mænd forklædt som henholdsvis kat og hund rundt og reklamerede for Hills. Katten fik øje på Johanna og Jannie. Johanna smilede sødt og vinkede til den. Jannie panikede! Hun skreg "den kigger på os" og brød sammen i halvvejs latter, halvvejs panisk gråd. Det fik naturligvis straks katten til at kommer over mod hende. Jannie flygtede og katten opgav. Stakkels Jannie fik bearbejdet sit traumatiske forhold til katte og det endte faktisk med, at vi tog et billede af hende og mig sammen med katten og hunden.
Alle i bussen havde næsten lige så mange poser og tasker som os, så der var trængsel. Heldigvis var chaufføren ualmindelig veloplagt og tog det hele med humør. De bad os være særligt forsigtige med ikke at træde på hundepoter- og haler. Vi var imponerede over den service og det humør vi blev mødt med.

 

Vi kom alt for sent til vores aftale med Bob og Alison, men det tog de nu med godt humør. Vi blev vist ind i deres stue og fik serveret the. Vi havde dårligt sat os, før jeg fik Bob til at finde den engelske Border Collie Årbog. Jeg skulle se Robbies placering på "Top Stud dog 2002 Top10 listen". Han var rykket en placering op i forhold til sidste år og ligger nu nr. 6, så det satte vores humør yderligere i vejret.

Kennel Littlethorn har haft et meget succesfuldt udstillingsår, hvilket også har givet dem en placering som Årets Opdrætter nr. 2 2002. Vi så deres meget vindende hanhund Littlethorn Continental (Whenway Decorated Hero x Littlethorn Elegance) og hans kuldsøster Littlethorn Xsara. Bagefter så vi Xsaras afkom (efter Sheltysham Swagman) Littlethorn Galaxy (Årets hvalp nr. 2) og Littlethorn Kia. Og til sidst kom de med den dejligste unghund Littlethorn Vito (Whenway Royal Highlander x Littlethorn Elegance), en 7 måneder gammel hanhund med et skønt temperament. Han var i den ranglede alder og lidt løs i overlinjen, men han havde et dejligt sind og ville blive en super agility eller lydighedshund. Han måtte godt være kommet med mig hjem.
Alt for hurtigt måtte vi tage afsked, for vi havde endnu en aftale den aften. Vi skulle besøge Robbies tidligere ejere og opdrættere af min anden hanhund Whisper; Maureen og Derek Briddon fra Kennel Bridacre.

Hos Kennel Bridacre var vi ventet ikke blot af Maureen og Derek, men også af Robbies opdrætter Sheena Kilsby (Kennel Whenway) og Diana Ecob fra Kennel Chartop.
Robbie boede hos Maureen og Derek indtil han som 4 årig kom til Danmark og det var tydeligt, at han følte sig hjemme. Han hilste på Maureens tæve Julie (Bridacre Juliet), som om de havde været væk fra hinanden i ½ time og ikke i 2 år og derefter lagde han sig ind i hjørnet ved siden af Maureens stol, hvor han altid lå den gang han boede der. Vi havde en rigtig hyggelig aften, hvor snakken gik lystigt om vores alle sammens favorit emne: Border Collier. Maureen havde sørget for et overdådigt aftensmåltid, hvor der ikke manglede noget.
Det blev sent inden vi brød op. Robbie kom frem fra sit hjørne - han ville alligevel ikke efterlades.
Vi havde lige en ting mere vi skulle nå før vi kunne finde hotellet og gå til ro. Vi skulle ud og handle! I England har de store supermarkeder, der har åben 24 timer i døgnet og det er vores store fornøjelse at handle midt om natten, når vi er i England. Derek tilbød at køre foran os til nærmeste 24 timers Tesco.

Det er totalt sjovt at handle midt om natten. Der er ikke andre i butikken end et par gnavne butiks assistenter og en kassedame eller to. Vi gav os god tid til at ose og finde det vi skulle bruge næste dag til Crufts. Jannie var gået helt i selvspind efter at have været på Crufts. På trods af, at hun havde det nydeligste udstillings tøj med, syntes hun at alle andre havde pænere tøj på, så hun ville finde en fin jakke til at udstille i. Desværre var alle jakkerne enten for store, for dyre eller for grimme, så til sidst opgav hun.

Klokken meget, meget sent ankom vi til Travel Lodge i Rugby, hvor vi skulle overnatte. Jeg luftede hunde og Touch tissede Robbie i hovedet, så op og vaske hund inden den store dag.
Da vi endelig kom i seng, var der 3½ time til vi skulle op igen.

Fredag d. 7. marts 2003.
Border Collie dag på Crufts! Er du sviller hvor var vi trætte da vækkeuret ringede. Jeg kæmpede mig ud i bad og så ned med hundene, der skulle luftes. Da jeg kom op igen var alle ved at være klar i det fine udstillings tøj. Trods Jannies skrupler aftenen før, så hun blændende ud.
Kl. 7 var vi ved NEC og kunne gå ind og finde Bernadette og vores hunde. Jannie var især glad for at se Dash igen - og det var vist gensidigt. Vi benyttede ventetiden til at flytte ind i vore "bokse" og til at træne lidt med hundene inde i ringene.

På Crufts får hver hund en træ-boks, som den skal opholde sig i når den ikke er i ringen eller ude at blive luftet. Det er af hensyn til publikum, der leder efter en bestemt hund. De kan bare følge numrene hen til boksen, så ved de hvor hunden er. Det er faktisk et rigtig godt system.

Kl. 9 gik bedømmelserne i gang. Der var 370 Border Collier tilmeldt. Hanhunde dommer var Mr. J. E. Gascoigne og tæve dommer Mrs. P. A. Wilkinson. Johanna skulle udstille 2 hunde inden for de første klasser. Hun skulle udstille Jannies Dash i hans første klasse (han var tilmeldt i 3 klasser) og Touch straks hun var færdig med Dash. Det endte med, at jeg tog Touch ind i hans første klasse.

Touch opførte sig pænt, han løb flot og stod perfekt. Dommeren var meget venlig og talte beroligende til hundene inden han rørte dem. Desværre blev Touch alligevel lidt betuttet og han trak sig en smule for dommeren. Vi blev sendt ud for at løbe og da vi kom tilbage var Touch faldet til ro og dommeren kunne røre ham uden problemer. Da vi var færdige med bedømmelsen var Johanna kommet tilbage, så jeg gik ud og lod hende overtage Touch. Hun gik ind i ringen lige som Mr. Gascoigne skulle til at placere hundene. Touch og Johanna blev taget ud som 3. vinder i "Special Yearling Dog"! Der stod hun med den rosette, som jeg skulle have modtaget!!! Jeg kunne have sparket mig selv i måsen!!! Da jeg gik ud og lod Johanna gå ind, var det fordi jeg ikke forventede nogen placering :-) …
Touch fortsatte som han var startet. Han vandt "Under Graduate Dog" og blev 4. vinder i "Graduate Dog". Godt gået Touch - du gjorde danskerne ære!

Næste danske hund i ringen var Whizz, der skulle ind i tæve ringen. Hun blev handlet af Johannas engelske veninde Lisa. De gjorde det fint, men opnåede ikke nogen placering i en åben klasse med 26 deltagere.
Sidste "dansker" var Robbie. Han skulle ind i en meget stærk åben klasse med 28 hunde. Han viste sig perfekt og travede som en drøm, men selv om dommeren kiggede meget på ham, rakte det ikke til en placering. Han må dog alligevel have gjort indtryk, for bagefter kom en del for at få lov til at tage billeder af ham og for at få mit visitkort.
Bedste han blev Multi Champion Borderfame Heart n' Soul (Khayoz Soul Deep x Borderfame Token of Love). Bedste tæve og Bedst i Racen blev C. Wards sort/hvide tæve Sheltysham Chic Chandon Avec Caristan JW (Caristan Moet Chandon x Sheltysham So Chich). Hun var en populær vinder, men placerede sig desværre ikke i gruppen. Pastoral Gruppe blev vundet af en smuk Bearded Collie hanhund Ch Hamble Huckleberry.

 

Kan du finde Robbies navn? :-) - uddrag af Crufts kataloget

Trætte, mættede af indtryk og mange £ fattigere forlod vi NEC. Vi havde fuldstændig glemt, hvordan vi de sidste dage havde tiltrukket uheld, så det kom bag på os, at jord og himmel stod i et, da vi kom uden for hallen. Det regnede ikke bare - det var en syndflod. Rigtig skidt, for vi skulle stå og pakke alt vores bagage ned i en tagboks oven på en bil på en åben parkeringsplads! Alt ville blive gennemblødt!

Vi stillede os i kø til Shuttlebus'en og denne gang var der ingen katte til at underholde os. Nedtrykte og trætte kiggede vi ud på regnen, der ikke så ud til at ville stoppe foreløbigt.
Vi kom ikke med den første Shuttlebus, men vi ventede alligevel ikke mere end 10 minutter, før vi maste os ind i en bus mod "Carpark East 5". Endnu engang blev vi overrumplede over chaufførens venlighed og imødekommenhed. Hun underholdte med et lille "one-woman-show", mens hun fik bussen fyldt op til bristepunktet. Hun skulle have været til pause, men valgte lige at køre en tur mere, så flest muligt kunne komme hurtigt tilbage til deres biler. Robbie og Touch måtte sidde på bagagehylden, så ikke de blev trådt på - godt det ikke var Irsk Ulvehunde vi havde med.

Som før nævnt, var der nogen, der holdt hånden over os på denne tur. Det oplevede vi også nu. Som ved et mirakel stoppede regnen i 10 minutter mens vi pakkede bil. Derefter stod det atter ned i stænger.

På vej tilbage til Pulborough, stoppede vi for at spise. Da vi havde 3 hanhunde og en højløbsk tæve i bilen, blev vi enige om at gå ind af to gange. Jannie og jeg gik først. Vi fandt en KFC og stillede os i kø. Jannie er teenager med stort T og hendes udtalelser havde chokeret os utallige gange undervejs. Nu var jeg overtræt og i selskab med en vulgær teenager, så vores samtale mens vi ventede i køen kørte en anelse af sporet. Lad mig nøjes med at sige, at emnet for vores diskussion hverken var passende for en kø ved KFC eller for Border Collie News. Det var slemt! Efter et stykke tid konstaterede jeg højlydt, at "det vil bare være pinligt, hvis det viser sig, at nogen i den her kø taler danske", hvor efter den nydelige dame foran os vender sig mod din mand og på klingende jysk spørger "Hvad vil du have at drikke til din burger, skat?". Jannie og jeg sagde ikke et ord! Vi vendte os bare om og gik over i køen til Burger King. Morale: Tal ikke højt om noget du ikke ønsker andre skal høre - heller ikke selv om du er i udlandet!

Resten af turen forløb i silende regn. Pga. vejret tog turen også denne gang tæt på 4 timer.
Tilbage hos Bernadette prøvede vi ihærdigt at være sociale, men det varede ikke længe før vi alle var i seng og sov tungt. Alle lige bortset fra Robbie. Han lå helt stille ved siden af min seng og stirrede på døren. Han håbede at den søde tæve i løbetid ville komme ind…

Lørdag d. 8. marts 2003.
Vi sov længe! For første gang på turen sov vi mere end 4 timer på en nat. Det var ubeskriveligt. Vi havde planlagt at tage på sightseeing, men der hvilede en tung og dvask stemning over os alle, så klokken blev 11 før vi kom ud af døren. Vi kørte mod Salisbury, en hyggelig, gammel by vest for London. Vi gik rundt i byens gader, kiggede på forretninger, spiste "Fish and Chips" og hyggede os.
Salisbury har en stor smuk kirke, som vi var inde og se. Vi så bl.a. en grav, hvor man mente at en adelsmand var begravet, indtil en dna test i nyere tid havde vist, at det umuligt kunne være ham. Vi så også de sidste rester af den ene af de originale Magna Carta tekster. Magna Carta er den kontrakt King John og Runnymede baronerne indgik i 1215. Der er 4 originale eksemplarer af teksten tilbage. To er på British Museum, en på Lincoln Castle og en altså i Salisbury Katedralen.


Fra Salisbury kørte vi videre mod Stonehenge. Jeg går ud fra, at alle de myter og legender der omgære dette fantastiske sted, var med til at sætte os i den rette stemning, for området omkring de enorme sten emmede af mystik.


Johanna og Jannie var ikke specielt følsomme over for denne fortidens ånd, der pustede os i nakken. De kastede et hurtigt blik på stenene, derefter brugte de 5 minutter på at diskuterer hvordan de elektroniske guider vi havde fået udleveret virkede og så hoppede de som små kaniner tilbage til varmen i bilen. Marianne og jeg fulgte den guidede tur til punkt og prikke og vi var virkelig fascinerede af det forunderlige bygningsværk, der stod foran os.

 

 

 

Turen gik videre til Wiltshire, hvor vi så The Westbury White Horse. Det er en kæmpe stor, hvid hest, der er hugget ud i en kalk klint. Den nuværende hest stammer fra 1800 tallet, men den er lavet oven på resterne af den oprindelige hest, der stammer fra 878 efter Kristi fødsel. Den blev lavet som en hyldest til King Alfreds hest, der ledsagede ham i krigen mod og sejren over danskerne ved Ethandun .
Hesten ligger på en kæmpe, stejl skråning og da vi var der blæste det. Så det var med tungen lige i munden, vi gik så tæt på, at vi kunne røre hesten ører, der nåede helt op til stien.
Vi fortsatte op ad de stejle skråninger og nød udsigten. Området blev græsset ned af store flokke af får, så Robbie havde travlt. Vi trænede lidt fradrivning i snor (8 m. flexiline), men vi måtte være meget forsigtige, for Englænderne skyder uden varsel løse hunde der jager eller skræmmer deres får. Derfor holdt vi god afstand og sørgede for ikke at stresse dyrene.

Westbury White Horse var lave for at hovere over danskerne, der var blevet slået i krigen. Jeg er overbevist om, at der ved samme lejlighed blev kastet en forbandelse over stedet, således at alle danskere der betræder det bliver ramt af uheld. Eller måske var det bare den dårlige karma, der havde plaget os hele turen. Hvad det end var, så ville bilen ikke starte da vi kom tilbage. Lige inden vi tog af sted til England havde den været til service og alt var i orden. Den havde kørt som en drøm hele vejen, men nu ville den bare ikke starte. Når vi drejede nøglen klikkede den.
Marianne var på grænsen til et hysterisk anfald. Vi andre tog det med godt humør. Vi fik ringet til Falck, der lovede at sende assistance via en af deres engelske samarbejdspartnere. Vi var faktisk ikke rigtig klar over hvor vi var, så da den venlige Falck dame bad om vores position brød Johanna grinende sammen "Det ved jeg faktisk ikke, men der er en hvis hest foran os, hvis det hjælper?!". Vi fik så godt som forklaret, hvor vi befandt os.
3 minutter senere ringede Falck tilbage. Den bil der var registreret på det Falck nummer vi havde opgivet, var ikke den bil vi kørte i! Bent og Marianne havde måske glemt at melde, at de havde skiftet bil - eller måske havde Falck glemt at rette det… ligegyldigt hvad, så holdt vi nu midt i ingenting på toppen af en høj bakke, langt uden for lands lov og ret i en bil der ikke ville starte og som ikke var dækket af Falck. Heldigvis lovede den venlige mand, at de nok skulle hjælpe os, hvis vi lovede at rette fejlen straks vi kom hjem til Danmark. Puha! På det tidspunkt skiftede Mariannes ansigtskulør fra hvid til blålig og tilbage igen...
Efter ca. 20 minutter prøvede Johanna lige at starte bilen en sidste gang og King Alfreds forbandelse var åbenbart blevet træt af at lege med os, for bilen startede straks og vi kunne køre. Således blev vi for 3. gang mindet om, at en højere magt så venligt på os og holdt hånden over os.

På vej hjem stoppede vi i en Tesco for at købe ind til hjemturen og til vores store lettelse startede bilen igen uden problemer.

Da vi kom hjem til Bernadette stod aftensmaden på bordet. Dennis er en ørn i et køkken og vi havde en glubende appetit. Efter maden kom Bernadette med den flotteste fødselsdagskage til Jannie. Kagen var pyntet som en sheltie. Vi sang fødselsdagssang først på dansk og så på engelske. Lige så blå som Marianne var i hovedet da bilen ikke ville starte, lige så rød blev Jannie nu.

Efter kagen gik vi op for at pakke og læsse vores ting i bilen. På trods af vores vilde indkøb på Crufts lykkedes det os at få det meste op i tagboksen.

Da vi gik i seng var der 3½ time til vi skulle op igen.

 

 

Søndag d. 9. marts 2003.
Vækkeuret ringede kl. 3.30. Robbie havde endnu en nat ligget og kigget på døren i håb om et damebesøg. Kl. 4.15 sad vi i bilen parat til at sætte kurs mod Danmark.
Turen til færgen gik uden de store begivenheder. Ved Dover færgehavn ville den engelske dame se vores hundes papirer, så vi kunne rejse UD af England. Det havde vi aldrig oplevet før. Hun informerede os i øvrigt om, at vores hunde skulle have haft loppe og ormekur 24 timer inden vi skulle ind i Frankrig. Vi fandt aldrig ud af om hun havde ret i det, for i Calais vinkede de os bare videre. De var ligeglade med vores hunde.

På færgen spise vi morgenmad. Midt i yoghurten, var vi ved at få maden galt i halsen, for ejeren af en bil med vores nummerplade blev bedt om at henvende sig i informationen. Vi blev straks bekymrede. Man ved aldrig hvad 3 hanhunde kan finde på, når de er lukket inde i en bil med en løbsk tæve (hundene må ikke komme ud af bilen og man må ikke selv blive i bilen, så der var ikke andet at gøre end at efterlade dem alene). Heldigvis viste det sig, at Robbie bare havde stresset så meget over Whizz, at han havde dugget bilen til. Derfor troede færgefolket, at de var ved at omkomme af varme inde i bilen. Da vi åbnede var der ikke spor varmt, men vi åbnede et par vinduer og takkede for deres omsorg. Det er dejligt at vide, at hundene ikke er overladt til sig selv, selv om færgeregler forbyder os at holde øje med dem.

Resten af turen gik uden de store oplevelser - et lille skænderi om hvorvidt vi skulle forlade motorvejen for at finde en McDonald eller ej, var vist det vildeste. Kl. 9.30 var vi i Sorø. Trætte og mættede af oplevelser.

Det var dejligt at se de hunde, der ikke havde været med. Men jeg holdt ikke ud ret længe. Snart lå jeg i min seng og nød at indhente den søvn, som jeg manglede efter at have sovet 3 - 5 timer hver nat i en uges tid.